Den gamle Historie indtil Syndfloden
i kort Begreb.
i kort Begreb.
For henved otte tusind Vintre siden
Vor Jord, som tys og taus i Mørket laae,
Stod op af Nattens Seng, og blev klædt paa,
Og snurrede sig rundt med Maanen i det blaae.
Paa denne store Knøs ophopped nok en liden,
Der af sit eget Ribbeen fik en Viv
Til Tidsfordriv,
Og leved got en stakket Tid med samme,
Til hun en smule Feil paa Veien gik,
(Som, ak! blev alle hendes Døttres Skik)
Og han begik en lille Daarlighed,
(Som siden alle Mænd beginge med)
Hvorved han Herre blev, og hun Madamme —
Og begge to kom til at leve slet.
De Sønner fik, som gik ei heller ret;
Den eene tvertimod gik paa den anden —
Og disses Sønner endnu værre blev’ —
Kort, skal man troe hvad salig Moses skrev,
Tilsidst gik hele Slægten fra Forstanden.
Vi kierligen vil troe, det blot var Hiernens Sag,
At de blev’ stedse værre Dag fra Dag,
Og drev saa vidt tilsidst det syndefulde Væsen,
At Jorden, som de hopped’ paa, blev læk.
Og sank med Top og Tavl dem lige ned for Næsen
Hvorved, paa otte nær, de skyltes alle væk.
De fire Par, som havde ræddet noget
Af Fugle, Faar og Sviin, etcetera,
Kom frem igien om et Aars Tid paa Skroget,
Og alt begyndte nu paa nye for fra.