Skabelsen
(Efter Moses.)
(Efter Moses.)
Først i Begyndelsen skabte den Evige Himlen og Jorden:
Alt var en tom Udørk, og mørk Udørkenens Afgrund;
Over den bølgende svæved hans Aand. Den Evige talte:
Vorde Lys! Lys blev. Og han saae, det var godt. Og et Rumskiæl
Satte han mellem det vordende Lys og det vigende Mørke.
Lyset han kaldede Dag, og Nat han kaldede Mørket.
Da blev Aften og Morgen i Dagenes Række den første.
Atter den Evige talte: Hvor Dybene samlede blandes,
Hvælve sig vidt en Befæstning, som Vandflud skiller fra Vandflud!
See! og Befæstningen hvælvede sig, og skilte, fra Vand Vand,
Dybenes nederste Svælg og Dybenes øverste Kilder.
Og den Evige kaldte Befæstningshvælvingen Himmel.
Da blev Aften og Morgen i Dagenes Række den anden.
Atter den Evige talte: Til eet Sted samles i Vande
Nedenfor Himlen, at Størknet maa sees! Han bød; og det blev saa.
Størknet, det tørrede, kaldte han Jord, og det samlede Flud Hav;
See! og han saae, det var godt. Og atter den Evige talte:
Jord! bring spirende Græs, Sædplanter, og blomstrende Frugttræer,
Hvilke sig selv gienføde, hver Art, ved Sæd! Og det blev saa.
Jorden sin Grøde frembar; og den Evige saae, det var alt godt,
Da blev Aften og Morgen i Dagenes Række den tredde.
Atter den Evige talte: Paa Himlens strakte Befæstning
Vorder Lys! for med Dagenes Glands og Nætternes Skimmer,
Over Jorden at straale, som Tegn, bestemmende Tidens
Gang, Aarskifternes Orden og Maal, og Dagenes Vexel.
See! da tændtes de to Storlys paa Himlens Befæstning:
Det, som Dagen behersker, det større, med det, som regierer
Natten og Stiernernes Hær; og den Evige saae, det var alt godt.
Da blev Aften og Morgen i Dagenes Række den fierde.
Atter den Evige talte: Herfrem af Vandenes Omflud
Levende Vrimmel, I svømmende Fisk og flyvende Fugle!
See! da boltrede Hvalen i Havet sig; Luften opfyldtes
Flux af bevingede Liv; og den Evige saae, det var alt godt.
Og han velsignte dem alle: Formeres, utalligen! bød han,
Frugtbare vorder i Hav og i Luft omsvævende Jorden!
Da blev Aften og Morgen i Dagenes Række den femte.
Atter den Evige talte: Du Jord, bring levende Dyr frem,
Vilde, forskiællig i Art, og forskiællige tamme, samt Ormkryb!
Talt, og det skeete: paa Jorden kom frem Orm, Fæmon, og Rovdyr,
Samtlige, hver i sin Art, og den Evige saae, det var alt godt.
Atter den Evige talte: Mit Billede herske paa Jorden!
See! jeg et Menneske danne nu vil i min Lignelses Udtryk,
Over det Alt at regiere, som lever og aander paa Jorden,
Over Havets utallige Fisk og Himmelens Fugle
Over Jordens mangfoldige Dyr, og Ormenes Vrimmel!
Og i sin Lignelse skabte han Mennesket: efter sin Guddoms
Billede skabte han det. Da stod en Mand og en Qvinde.
Og han velsignede dem, og sagde: Frugtbare vorder,
Og mangfoldige! Fylder min Jord! og behersker Naturen!
Over Fiskene hersker, og over Himmelens Fugle,
Over Dyrenes Hær, og Kræe, som krybe paa Jorden!
Spirende Græs, Sædplanter, og sædgienbringende Frugttræer,
Giver jeg Eder, og samtlige Dyr paa Jorden, og Himlens
Fugle, med Ormenes Kryb, og Vexternes Grøde til Næring.
Og Gud saae nu sit Værk, og see! det var fuldelig alt godt.
Da blev Aften og Morgen i Dagenes Række den siette.
Himmel og Jord var fuldendt, og Jordens og Himmelens Alhær.
Men paa den syvende Dag af sit Værk den Evige hvilte;
Og han velsignede den, som sin Skabningens hellige Festdag.