Jens Baggesen (1764–1826)

        Solen mig ei bragte Glæde;

Maanen stedse saae mig græde;

For mit Syn var alting sort.

Ved dit første Smiil, Palmine!

Flygted’ Mørke, Skræk og Pine

Fra min Siel for evig bort.

        Før jeg saae Naturen øde;

Morgenrødens Straaler døde

I mit Øies mørke Skye;

Nu jeg seer, og Himlen priser,

Godheds smilende Beviser,

Seer dem glad hver Morgen nye.

        Før jeg hørte kun paa Jorden

Støvets Skrig og Himlens Torden;

Bækken rislede mig Skræk;

Nu, mens Skrig og Torden tier,

Lyde Glædens Melodier

Sødt i Skov og Dal og Bæk.

        Før mit sorgopfyldte Hierte

Følte lutter Nag og Smerte,

Da det ikke slog for dig;

Nu, det ganske dig tilhører,

Ingen Plage meer det rører;

Alting nu henrykker mig.

        Før med bange Blik mit Øie

Giennem Taarer saae den Høie,

Saae ham lyne, saae ham vred;

Støvet glad jeg nu forlader,

Naar jeg svæver nær min Fader,

Drukken af hans Salighed.

        Jeg, ved Foden af hans Throne,

Priser ham i Glædens Tone;

Ved min Side knæler du!

Vred og stræng jeg seer ham ikke;

Ak! thi giennem dine Blikke

Seer jeg denne Fader nu.

        Haand i Haand vi ville vandre

Livets Bane med hverandre;

Og ved Dødens Engels Bud

Skulle, for igien at leve,

Vore Siele sammensvæve

I de sidste Suk til Gud.