Kong Visvamitra flammer
i vild, ustyrlig Harm;
som i en Hexekjedel
det syder i hans Barm.
En hellig Eneboer
i Skovens stille Pragt
har modsat sig hans Villie
og kongelige Magt.
Med Fromheds stærke Vaaben
og uforfærdet Bryst
Brahmanen har sig stillet
imod sin Konges Lyst.
Det hjalp ei, at han trygled,
det hjalp ei, at han bød.
Kun Hevn, kun Hevn kan slukke
hans vilde Vredesglød!
Han sender sine Kæmper
imod den grønne Skov.
De styrte frem som Løver,
der brøle høit paa Rov.
Men ud Brahmanen strækker
sin Eneboerstav,
som Brahma over Himlen
og Jorden Magten gav.
De vilde Kæmper standse,
som rørte af en Gud,
og Sværd og Landser false
af deres Hænder ud.
Kong Visvamitra stander
en svag og modløs Mand —
en Slange lig, berøvet
sin giftig stærke Tand.
Han føler, dybt forfærdet,
han kæmper mod en Aand,
der knækker stærkest Landse
som Stormen svagest Vaand.
Da hører han en Stemme,
som hvisker i hans Bryst;
den hæver atter Modet
og skjænker nyfødt Trøst.
«De stærke Aandens Vaaben
og Kræfter vorde hans —
og smykkes skal hans Panden
med Seirens stolte Krands!»
Alene bort han drager
fra Verdens Pragt og Larm
og vender sig i Stilhed
ind i sin egen Barm.
Hvor Skoven mørkest skygger,
i fattig Enebo
sit Liv han ydmygt hyller
i stille Fromheds Ro.
Han kæmper Aandens Kampe
den ganske Dag og Nat
og skuer ei tilbage
mod hvad han har forladt.
Saa kæmper han og kæmper
i tunge Smertensaar.
Tilsidst med Guddomsstyrke
han, gjennemluttret, staaer.
Men nu han er ved Maalet
han smiler rolig, glad.
han kan sig ikke hevne
han føler intet Had.
De gode Genier svæve
omkring ham fjern og nær,
han skuer hele Livet
i Kjærlighedens Skjær.