Lad fare, min Sjæl, din høje Attraa,
lad fare saa stalten Begære;
lad sidde den Frugt, du kant ikke naa,
besvær dig ret aldrig mere.
Forsét det vendes aldrig.
Forgæves dit Haab og høje Mod,
saa ringe er Styrken dine;
lad fare din Mod, som du tror god,
saa løser du Fængsel mine.
Hvi bær du Ved saa til den Baal,
som kan dig selver brænde;
naar det optænder den varme Sol,
det staar ej til at vende. —
O ringe Kreatur, elendig Trøst,
o fattige Hu og Sinde,
som ej var værd at have den Lyst,
at Solen skulde over dig skinne.
Hvi siger du det forgæves at være,
som dog kan ske og hænde;
stiltiendes Haab kan meget udrette,
umuligt til muligt at vende.
Aldrig sidder Frugt saa højt paa Kvist,
som modnes af Sol og Sommer,
at den jo falder en Gang forvist,
Gud give, inaar det kommer.
Aldrig sad Falken saa højt paa Hald,
Djuren var aldrig saa vilde,
de maa jo frygte for et Fald,
om Jægerens Raad var snilde.
Min Styrke er større end du forstaar,
jeg den usjunlig dølger;
jeg er ikke ene, ihvor jeg gaar,
tryg Magt mig altid følger.
Et villigt Fængsel er lystig Tvang,
let Byrden som gerne drages,
sød er den Graad som endes med Sang,
kort Nat som lystig dages.
Hvi skulde jeg ej forøge den Baal,
som baade kan slykke og tænde,
naar det læskes af Dug, som brænder af Sol,
trods dennem som det kan vende.
Hvi skulde jeg frugte den Livsens Nød,
som mig kan holde i Live;
kort er den Tvang, ringe den Død,
som mig kan Livet give.
Paa Jorden er Djur, i Floden er Fisk,
adspredte baade langt og vide;
i Luften svæver de Fugle risk,
saa højt over Berrig og Lide.
Saa er og muligt og kan vel ske
i Ilden Djur at leve
og derudi baade lege og le
og sælsom Kortvile at prøve.
Skinne Sol, du klare, med kraftig Magt,
tænde op, den gerne vil tændes;
at smelte som Sne lad være din Agt,
dens Hu som hæftig længes.
Der er og ingen i Verden til,
og der min Hu kan tvinge,
foruden du alene, om du vilt,
de andre ere for ringe.
De er ej uden Skygge af dit Glans,
som følger din Klarhed skønne;
de ere at regne mod dig i Dans,
som Nælder mod Linden hin grønne.
Hør op, min Sang, fuldvel jeg naar,
hvad du giver at betænke;
halve Ord er nok, hvem dennem forstaar,
viise Skæmt er Alvors Svenke.
Forsét det vendes aldrig.