“Jeg ser dig endnu stedse, sortblodige Sjal!
End klinger mit Bryst af den martrende Kval!
Ung var jeg af Aar, og troskyldigt mit Sind,
Da til en Grækerinde jeg hengav mig blind.
Om den dejliges Haar vandt jeg Sjalet engang,
Ej anende Skjæbnen, som Dødsøxen svang.
I Kredsen af Venner og Druernes Blod
Ved mit Festmaaltid pludselig en Jøde der stod.
“Du jubler,” — han talte — “mens Troløsheds Pil
Din elskte dig borer i Hjærtet med Smil!”
Jeg skjænked ham Guld og Forbandelse sort;
Med Hævnglød i Brystet jeg stormede bort.
Gjennem Natten min Ganger som Vandfaldet fór;
I Barmen udsluktes hvert menneskeligt Spor.
Og da jeg kom nær til min Kjærligheds Sted,
Da blomstred i Sjælen mig Helvedes Sæd.
Jeg styrted derind; — skjön Tidsfordriv!
En fremmed omslynged min Lykke, mit Liv!
Mit Öje fordunkles, mit Sværd giver Lys —
Hans Hoved nedruller, bekrandset af Kys.
Min Fod træder Liget, — mit Bryst var koldt;
Grækerinden jeg greb, fast om Sværdet jeg holdt.
Endnu én Gang det blinked, — Klingen var rød!
Mit Hjærte, min Kjærlighed nu er død.
Af den troløses Hoved jeg Sjalet sled
Og törrede Blodet af Staalet dermed.
Min Slave til Donaven Ligene bar;
Der gjemmes de begge af Bølgen klar.
Fra den Tid er smægtende Blik mig forhadt;
En knugende Vægt er mig siden hver Nat.
Jeg ser dig endnu stedse, sortblodige Sjal!
End klinger mit Bryst af den martrende Kval!”