Evan blev dyrket paa mangen Slags Maade;
Somme i Tempelet hemmelig gaae,
der at tilbede sig Viingudens Naade,
tømme hans Bæger i skjulteste Vraa.
Saadanne Skikke
lide vi ikke;
Alle maa see at vi drikke.
Somme i Drikkelag klamres og støie,
Evan faaer Skylden — det Synd er og Skam!
“Glædende gavne, og gavnlig fornøie,”.
var en bestandig Grundsætning hos ham.
Saadanne Skikke
lide vi ikke:
vi ville fredelig drikke.
Somme, naar gavmilde Bægre dem qvæge,
bli’er Patrioter med Legem og Sjel,
Staterne mønstre, Regenterne hæge,
og byde haanlig hver Statsmand en Hæl.
Saadanne Skikke
lide vi ikke:
Staten god Nat, naar vi drikke.
Vinen at krydre og Glæden forøge
kom den uskyldige Skjemt til vor Jord.
Brødre! vi Glæden oprigtigen søge:
Jocus, med Evan maa gjæste vort Bord.
Fremmede Skikke
lide vi ikke:
vi ville lee, naar vi drikke.