Anonym, 1800-tallet

Der var engang en Dronning, som havde en eneste Datter, og desforuden to Stedbørn, hvilke vare saa smukke som den lyse Dag. Derfor var Stedmoderen dem hadelig; thi hendes egen Datter var baade arrig og styg. Men, da Reinold var bleven stor og mandhaftig, meente han, at det vel nu var ham tjenligst, at fare ud i den vide Verden, for der at forsøge sin Lykke. Gik han da til sin Søster, Svanhvide, sagde hende mange Farvel og var ret inderligen bedrøvet over, at hun skulde blive tilbage. Da sad Svanhvide og tænkte paa sin Broder og græd vist mange Dage, naar ingen saae det. Reinold reiste vidt ud i Verden og kom til Kongen af Engelland, og efterdi han var en smuk og høvisk, ung Herre, vandt han snarligen Kongens Gunst, saa at de øvrige Hofmænd baade tidligt og silde gave Agt paa, hvad han gjorde og sagde, men fandt dog intet, som kunde være ham til Meen.

        En Dag gik en Hofmand til Kongen og sagde, at Reinold stod i Pagt med den Onde og tilbad ham, efterdi han hver Midnat faldt paa sine Knæ og brugte mange Besværgelser. Da undredes alt Hoffolket; men da Midnat kom, gik Kongen selv til Prindsens Sovekammer og saae igjennem en Revne paa Døren, at han laae paa sine Knæ og havde noget i Hænderne, hvilket han uden Ophør trykkede til sit Bryst, og fremsagde tillige mange utydelige Ord. Ved at see dette, drog Kongen ud sit gode Sværd, kløvede dermed Døren fra det Øverste til det Nederste og sprang ind i Kammerset. Prindsen blev vel saare forfærdet, og skjulte desaarsag, hvad han havde i Haanden, paa sit Bryst; men, da Kongen holdt ham Sværdet for Struben og fordrede at see det, reiste han sig rolig og uforsagt og gav ham et lidet Billede. Da stod Kongen som var han naglet fast til Gulvet og kunde for Undren ei tale et eneste Ord, saa at alle, der var tilstede, meente, at saadant skeedte ved Trolddom. Omsider spurgte Kongen, om der paa hele Jorderig var saa deilig en Mø. Da bukkede Reinold sig dybt og sagde med Taarer i Øinene: ”Allernaadigste Herre og Konge! Det er kun Svanhvides, min Søsters, Billede, og jeg har lovet hende, at jeg hver Aften, før jeg gaaer til Hvile, vil tænke paa hende; thi hun lider Ondt og har stor Bedrøvelse i Verden!” Da tvivlede Kongen om, at han talede Sandhed, og troede hartad som de Øvrige, at det var Trolddom. Derfor befoel han Reinold, at bevise sin Uskyldighed ved at bringe hende tilstede, og om han ikke kunde det, da skulde han selv lide derunder.

        Midlertid havde Svanhvide ikke Tanke om, at saa høi en Herre aldrig havde nogen rolig Nat af Kjærlighed til hende; thi hun maatte gaae i Kjøkkenet blandt de ringeste Terner og forrette grovt Arbeide, saa at hendes smaa Hænder krympede sig derved. Kun naar Dronningen om Søndagen kjørte med sin egen Datter til Kirken i den forgyldte Karm, listede hun sin Bønnebog frem og bad ret inderligt til Gud for sin Broder Reinold, som drog saa vidt om i Verden.

        Da kom et herligt udsmykket Skib fra Kongen af Engeland for at hente Svanhvide; men Dronningen harmedes meget derover; menende, at slig Ære først tilkom hendes egen Datter.

        Derfor befoel hun Svanhvide, at gaae hen i Klosteret og bede om Ild; midlertid vilde hun udpynte sin egen Datter og sende hende til Engeland. Svanhvide kom hen til Klosteret; men som hun vilde træde ind ad Døren, stødte hun sin Fod imod Tærsklen og sukkede derved: ”Ak! hvor gjorde det ondt!” Da gave Nonnerne hende Ild; og der hun var borte, sagde den Ene: ”Det var dog ret en deilig Pige! Søster, hvad vilde du ønske hende?” — ”Jeg vil ønske,” svarede den Anden, ”at hun maa blive dobbelt saa deilig som hun er!” — Da faldt den Tredie hende ind i Talen og sagde: ”Og jeg vil ønske hende en Guldkrone paa Hovedet!” — Og da Svanhvide nu treen ind for Dronningen, var hun bleven dobbelt saa deilig, og hendes Haar flettede sig om Panden, som om det var det fineste Guld. Eia! tænkte Dronningen, der vil jeg sende mit kjære Barn hen! og befoel da sin Datter, at gaae i Klosteret og hente Ild. Da nu Steddatteren kom til Klosteret og vilde gaae ind gjennem Døren, stødte hun sin Fod imod Tærsklen og skreeg i det samme: ”Au! for Pokker! hvor jeg stødte min Fod!” Da gave Nonnerne hende Ild; men neppe var hun kommen udenfor Døren, før den Ene sagde: ”Fy! hvad var det for en hæslig Qvind! Hvad vil du ønske hende?” — Da gav den Anden til Svar: ”Jeg vil ønske, at hun maa blive dobbelt saa styg, som tilforn!” — ”Og jeg,” faldt den Tredie i Talen, ”vil ønske hende en Tjærekrone paa Hovedet!” — Da nu Datteren treen for sin Moder, var hun dobbelt saa hæslig som tilforn, og hendes Haar havde filtret sig paa Hovedet, som en Tjærekrone. Derfor blev Dronningen saare forbittret, slog Svanhvide af Harme og jog hende i Kjøkkenet, saa at hun der maatte græde en god Stund af Sorg og Bedrøvelse. Da udpyntede Dronningen sin egen Datter paa det prægtigste, hyllede hendes Hoved i syv Slør og sendte hende til Engeland. Reinold tog der imod hende, omfavnede hende paa det kjærligste, efterdi han meente, at det var Svanhvide, og førte hende derpaa for Kongen. Da nu hendes Skjønhed skulde komme for Dagen og Kongen befoel hende, at aftage Sløret, da undredes man høiligen ved at aftage det ene Slør efter det andet; hvilket dog Kongen tilregnede hendes store Deilighed og glædede sig derover i Hjertet. Men, da Reinold nu tog det syvende Slør af hendes Hoved, blev Kongen saa skuffet i sin Forventning, at han strax lod Reinold kaste ned i det dybeste Taarn, og sendte Pigen tilbage paa det snarligste.

        Da nu Dronningen fik at høre, hvorledes det var tilgaaet i Engeland, blev hun derover saare opbragt, og tænkte ved sig selv, at Svanhvide skulde undgjælde. Derfor anstillede hun sig meget venlig, og, da hun næstegang kjørte til Kirken, tog hun Svanhvide med sig i den gyldne Vogn, saa at den stakkels Pige vidste for Glæde neppe at finde sig deri. Men, da de kjørte fra Kirken, kom de forbi en dyb Søe; da sagde Dronningen til Svanhvide: ”O, see mit Barn! hvilke deilige Svaner!” og i det hun reiste sig og saae ud af Karmen, stødte Dronningen til hende, saa at hun faldt i Søen. Da sank Svanhvide vel under Vandet, men, da hun kom op igjen paa Vandfladen, var hun den deiligste Svane, man vilde see for sine Øine. Hendes Fjer vare hvidere end den nyfaldne Snee, og om den deilige Svanehals hang de kosteligste Guldringe og en liden gylden Krone stod øverst paa hendes Hoved. Dog var hun saare bedrøvet, sukkede og tænkte paa sin Broder Reinold; thi nu vidste hun det, at han leed Ondt for hendes Skyld. Saa svømmede hun over Søe til Søe, over Bæk til Bæk, og kom omsider ud i det vildene Hav. Der blæste Vinden i hendes Svaneham og førte hende i tre Dage over sølvblaa Bølger; men paa den tredie Dag laa hun ved Kongen af Engelands Slot da Solen gik ned. Længe svømmede hun hist og her omkring ved Muren, og som hun søgte og søgte, fandt hun omsider en bred Sluse og svømmede dybt op igjennem den. Da kom hun op i Kongens Kjøkken, hvor en liden Kokkedreng stod ved Ilden, dreiede Spedet og sang dertil. Til ham sagde hun da: ”God Aften! lille Kokkedreng! maa jeg ikke varme mig lidt ved din Ild?” — ”Jo saamænd maa du saa!” svarede Drengen; og nu gik Svanen til Skorstenen, lagde sig ved den deilige Kulild og rystede Vandet af sine Vinger. Derpaa tog den Kronen af sit Hoved og rystede Ringene af Halsen een efter den anden. Og som den nu havde ligget der en liden Stund, begyndte den hjerteligen at sukke:

Da sang Kokkedrengen af sin Vise:

”O, Gud!” sukkede Svanen, tog Kronen paa sit Hoved og Ringene om sin Hals, undtagen een, og svømmede bort igjennem Renden ud i det vildene Hav.

        Drengen undrede sig storligen og blev saare glad, da han fandt Ringen paa Skorstenen; meente derfor, at det vel var det bedste, intet at fortælle til Nogen.

        Næste Aften som han paa samme Tid stod ene ved Spedet og sang sin Vise, kom atter Svanen igjennem Slusen og sagde: ”God Aften, lille Kokkedreng! maa jeg ikke varme mig ved din Ild?” — ”Jo saamæn maa du saa!” svarede Drengen, og nu gik den til Skorstenen, bredte sine Vinger, rystede Ringene af Halsen og lagde Kronen ved sin Side og begyndte derpaa hjerteligen at sukke:

Da sang just Kokkedrengen sit Omqvæd:

”O, Gud!” sukkede den, ”nu kommer jeg kun eengang endnu, og frelser Kongen mig da ikke, saa maa jeg altid blive en Svane!” Derpaa tog den Kronen paa Hovedet, men lod alle Ringene ligge paa Skorstenen og svømmede atter ud i det vildene Hav. Da tog den liden Kokkedreng alle de gyldene Ringe, bragte dem til Kongen og fortalte ham det, saaledes som det var tilgaaet, hvorover Kongen ønskede af Hjertet, at Svanen vilde komme igjen den følgende Aften. Og, da Tiden nærmede sig, begav han sig med alt sit Hoffolk til Kjøkkenet og stod selv skjult i en Krog, medens Kokkedrengen som tilforn stod ved Ilden og dreiede Spedet. Da kom omsider Svanen ind i Kjøkkenet og sagde: ”God Aften, lille Kokkedreng! maa jeg ikke varme mig ved din Ild?” — ”Jo saamæn maa du saa!” svarede Drengen, og nu gik den til Skorstenen, lagde sig ved Ilden og rystede sine Ringer, men tog dennegang ikke Kronen af sit Hoved, efterdi den mærkede, at Kongen var der tilstede. Og da den havde varmet sig en Stund ved Ilden, begyndte den at sukke:

Da Kongen hørte dette Navn, da meente han, at det atter var Trolddom; sprang derfor frem af sit Skjul med et draget Sværd og hug den ranke Svanehals tvert over, saa at Blodet sprudlede mod Loftet; men i samme Stund stod for hans Øine den deiligste Prindcesse med en Guldkrone paa Hovedet og gyldene Baand om Armene, og, da Kongen fik hende at see, meente han det strax, at hint Billede var dog kun lidet imod slig en Deilighed. Derfor lod han Reinold hente op fra det dybe Taarn og gav ham atter Ære og Anseelse, og der blev stor Herlighed over det ganske Land, da Kongen af Engeland førte Svanhvide til Kirken. Den onde Stedmoder maatte vel gaae i Jorden af Græmmelse, der hun fik det at høre. —