Ines
En Legende.
En Legende.
Den fromme Ines knæler i sin Celle
En Aftenstund, som vanligt, ned i Bøn,
Da aabnes løndsomt Dørens sorte Fielle;
Tre Mænd i Maske staae for Nonnen skiøn.
De gribe hende med vanhell’ge Hænder,
De vikle Sløret om den bange Mund;
Og fro med Fangen flux tilbagevender
Den tause Skare i den dunkle Lund.
Der ligger Baaden under tætte Grene,
Modtager sukkende det blege Rov,
Paa sorte Bølge svømmer den saa ene,
Forsvundet længst er Kysten med sin Skov.
Og som et Blad, i Havets Brænding slynget,
Hvor en Sanct-Hans-Orm nylig har sig sat,
Saa bliver Baaden over Bølgen gynget
Med Nonnen i den stormomsuste Nat.
Hun knæler trøstig paa de tynde Planker,
En Magdalene paa sin Kistes Bund,
Thi Krucifixet vorder hendes Anker,
Som fæster sig i Himlens fierne Grund.
„Hvo ikkun stadig lader Herren raade,
„Til Herren ene sætter al sin Lid,
„Ham frier han vel fra Sorg og vel fra Vaade,
„Fra nu og indtil evig, evig Tid.“
Og reiser Stormen sig med større Harme,
Fra Skyen drypper Bølgens hvide Fraad.
Den dybe Afgrund slynger sine Arme
I tusind Bugter om den usle Baad.
De tynde Planker kan ei meer modstande,
Den skiøre Kiøl er brudt i Svælgets Gab,
Alt sluges Baaden af de brede Vande,
Og Boblen stiger fra den lukte Grav.
Men hvor det steile Vandbierg hisset hæver
Sit Hoved op mod Stiernen i det Blaae,
Et qvindligt Væsen hen ad Bølgen svæver
Med Rosenkrands og Nonnekaabe paa.
O! det er Ines, som paa Havet træder
Med Krucifixet i de Hænder smaa.
En himmelsk Straale sig om Korset spreder;
Paa Tornekronen friske Draaber staae.
Paa Krucifixet dvæler hendes Øie,
Hun seer ei efter Veien, hvor hun gaaer;
Thi Tanken er hos Jesus i det Høie,
For hendes Syn kun Korsets Martyr staaer.
Hun spørger ei: hvordan? og ei: hvorledes?
Vil vide ei: hvorfor? og ei: hvorved?
Thi et usynligt Teppe kan vel bredes
Af en almægtig Villie for vort Fied.
Alt vandrer hun ei meer paa Bølgens Rygge
Med aabne Grave stedse under Fod;
Hun træder ind i Egelundens Skygge,
Hvor Nonneklostrets Søsterskare stod.
Og Abbedissen, gammel, from tillige,
Fremhaster ydmyg, støttet til sin Stav,
Og kysser Panden paa den fromme Pige,
Som Troen frelste paa det vilde Hav.
Til Kirken vanker hen den hele Skare,
Og takker Herren for det store Værk,
„Han frelser vel fra Sorg og vel fra Fare;
„Thi han barmhiertig er som han er stærk:“
Saa toner lydt i Klosterkirkens Gange
Det fromme Chor i dyb Hengivenhed.
Stærkt aander Troen i de gamle Sange,
Og fylder Hiertets Længsler med sin Fred.
F.