Anonym, 1800-tallet

Husker Du en Vinterqvæld ifjor,

Medens alle klare Stjerner vinked,

Sneen knittred paa den frosne Jord,

Maanens Glands i tusind Straaler blinked? —

Da blev Studiegaardens Aften Dag;

Stolt den skued sine Ungersvende:

Paa vor Mund var Sangens Tonelag

Og de stærke Blus vi bar i Hænde.

Du fra Folkets Raad var kommen hjem, —

Folkets Mand, som leged ei med Sværdet;

Nei, Du rørte det med Fynd og Klem,

Saa at Fjenden maalløs veg forfærdet.

Hvert dit Ord om Fædres frie Land,

Der af Fjendehaand blev haardt antastet,

Var en susende, en blodrød Brand,

Som Du i vort Hjertes Dybde kasted.

End vi hørte Ingen, der som Du

Førte Ordet for vor elskte Moder;

Derfor stode vi omkring dig nu,

Takked Dig, vor ædle, gæve Broder. —

Denne Jul ei høre vi din Røst,

See Dig ikke mellem os herhjemme,

Men som hellig Lue i vort Bryst

Skal din Tankes Ild vi trofast gjemme.

Hil Dig hvor du gaaer! dit Minde har

Liv og Glands som Stjernerne, der tindre,

Som en nordisk Vinter, stærk og klar,

Der har Vaarens Spirer i sit Indre.