Paa Græsbænk Juliane hviler
Ussnørt, i lette Morgendragt:
Hver Spire ved sin Byrde smiler,
Kun Blomster er den Skiønnes Vagt.
Hver Fugl sin glade Nabo vinker
Til Væddesang om Kiærlighed.
Og giennem Lunden Solen blinker
Til Egnens bedste Pige ned.
Zephyren flyer fra fierne Ege,
Han kommer snar — men sagte — frem,
Og vil med hendes Lokker leege,
Og hvile sig i Glædens Hiem.
Det skiulte Bryst han kjelen blotter,
Hun dækker det med kydske Haand;
Men kun omsonst — han Dækket spotter;
Thi hvad er lukket for en Aand?
Selv sovende hun Dyden skatter
Som Himlens Bud og Jordens Held —
Sødt slumre Dydens hulde Datter!
Og vaagne glad til varigt Vel!
Forsvunden er den Vredens Torden,
Som fordum giennem Eden foer —
Velsignet er nu atter Jorden,
Guds Billede blandt Støvet boer.
Lyksalig, hvo i egen Bolig,
Som Hustrue, Pige! favner Dig!
Hans Dag bortglider skiøn og rolig!
Hans Nat heniler sødelig.
•|•