Ensom hist min Trine vanker,
Skiøn, som Eva før sit Fald,
Fro de spildre Ax hun sanker
I den nylig slagne Dal.
Naar hun, mat af Dagens Møie,
Hviler sig paa bundne Neeg,
Søvnen qvæge Trines Øie!
Trættet Flid den aldrig søeg.
Maanen huld sit Lys udbrede
Over stierneklare Luft!
Spæde Blomster sødt udsprede
Aabne Knoppers milde Duft!
Kiøler ei, I Aftenvinde,
Mens hun slumrer, hede Barm!
Blidelig, o Bæk! du rinde!
Væk ej hende ved din Larm!
Let du lille Sangfugl stige
Over Bækkens sagte Strøm!
Dyss i Søvn den skyldfrie Pige,
Og bortsyng hver mørke Drøm!
Blomstrets Duften mig skal bringe
Til min Trines Leje hen,
Og hvert Slag af Fuglens Vinge
Røbe mig dens skiulte Ven.
Elskeren ej længe dvæler —
Snart jeg lyder kiære Bud:
Tæt ved Trines Neeg jeg knæler,
Taus jeg sukker da til Gud:
“Aldrig jeg af dig begierte
Rigmands Brød og Rigmands Drik —
Giv du mig min Trines Hierte!
Giv mig mangt et Øieblik!”
•|•