Naar mit Øje aldrig meer skal møde
Jordisk Dyd og Elend, og Smil og Brøde;
Naar dets matte Lys er slukket ud
Af Naturens faderlige Gud;
Naar en støvet Hylde neppe gjemmer
Skaldens Navn, som Møe og Frænde glemmer,
Dette Blad, o Ven, fremdrage Du,
Komme glad mit fordums Liv ihu!
Spørger, hvad Du tænker, En og Anden,
Svar da blidt: ”Jeg fordum kjendte Manden:
”I Ulighed han sig meest var liig,
”Ganske svag, men altid uden Svig.
”Højt for Venskab slog hans arme Hjerte,
”Tunge var’ hans Kaar, hans Aande, Smerte:
”Fred om Graven, hvor han hviler sig!
”Her han græd og loe, og — elsk’de mig.”