Prolog
(Ved en Forestilling af Høehøsten, Skuespil i to
(Ved en Forestilling af Høehøsten, Skuespil i to
Acter efter Iffland, paa et Privattheater).
Acter efter Iffland, paa et Privattheater).
Hvad er det, som i alle Livets Kaar,
I stormfuld Vinter og i soelbliid Vaar,
Fremlokker Glædens Smiil fra Mandens Øie,
Og byder ham at glemme Qval og Møie?
Hvad lønner værdigt raske Ynglings Flid?
Hvad standser kraftløs Oldings tunge Klage,
Naar veemodsfuld han mindes svundne Tid,
Og ak! forgieves kalder den tilbage?
Ei er det Guld, og ei et hædret Navn,
Ei slavisk Hyldingsraab af Millioner;
O! Kunstnerens og Heltens Laurbærkroner
Kun svagt erstatte frydløst Hiertes Savn:
Nei! langt fra Daarers Sværm, i huuslig Roe,
Ved Siden af en øm og trofast Mage,
Der nydes tifold kiønne Glædens Dage,
Der Modgangs Bægger selv vi tomme froe.
Den vise, gode Dalstrøm, sund og riig,
Dog følte dybt, han var ulykkelig.
Han eied Kunstnerværd med Kunstnerhæder;
Og dog hans Hierte savned’ Fred og Glæder;
Thi eene vandred’ han paa Livets Stie,
Hans feire Ungdoms Alder var forbi,
Og langsomt saae han Timerne henglide;
Thi ingen Mage vandred’ ved hans Side;
Med Taare hilsed’ han hver Dag, der kom,
Og grued for en frydløs Alderdom. —
Her, i en ukiændt Landmands simple Bolig,
Her blev han atter lykkelig og rolig;
Her længe savnet Fryd han atter fandt,
Og hver en ængstlig Ahnelse forsvandt.
Her lærte han paa nye at elske Livet;
Dets høieste, største Held ham her blev givet;
Han fandt en skiøn, uskyldig, ædel Brud,
Han følte hendes Værd, og takked’ Gud.
Hvor herligt Ifflands Mesterpensel malte
Den ædle Dalstrøms Held, hans Elsktes Værd,
Hvor skiønt han til vor Aand, vort Hierte talte;
I Dag vi vove at gientage her.
Ei Kunstnerhæder vente vi at nyde,
Vor Kunstnerevne er saa saare svag:
Ei Dommere, kun Venner vi indbyde,
At deele Festens Fryd med os i Dag!
Det er for Venskabs Alter vi fremtræde,
Ei vorde da vort glade Haab omsonst,
At, Venner! I, som elske huuslig Glæde,
Vil dømme vore Hierter, ei vor Konst! —
VS.