Indvielse til Glæden
i min Løvhytte.
i min Løvhytte.
Naar Aftenstiernen daled’ ned,
Og Maanen frem af Havet gleed,
Og venlig giennem Løvet smiled’,
Da mangen Gang paa dette Sted
Imod mig Glæden iiled.
Thi plantede jeg disse Træer,
Og viede et Tempel her
Til dig, du stille, skyldfrie Glæde;
Ei Fauner og Bacchanter nær
Til Helligdommen træde.
O! hver engang jeg flygter did,
Du, Guders Yndling! stedse bliid
Til din Tilbeder her nedsmile!
Og alle Gratierne hid
Til Glædens Tempel iile!
Og naar en kierlig Ven med mig
I disse Skygger søger dig,
Du selv omkring vort Bægger svæve!
Og ved dets Klang din Lovsang sig
Fra muntre Læber hæve!
Naar længe alt jeg borte er,
Da Mos bedækker disse Træer,
Dog andre Slægter her dig søge!
Dog Ven med Ven skal samles her,
Og ved Lyæus spøge.
Her skal en dydig Pige glad
Ved Philomeles kiælne Qvad
Det første Kald af Amor høre.
O aldrig denne fromme lad
For sildig Anger røre!
Fordybet i sin Eensomhed,
Den viise her i stille Fred
Skal Jordens heele Daarskab glemme,
Og ved Naturens Herlighed
Til Fryd sit Hierte stemme.
See Offerkaalen alt er fuld,
Og Aftenrødens stolte Guld
I Druesaften venlig blinker,
O himmelske! du mild og huld
Os til dit Alter vinker.
L.