Blide Maane! skiøn du iler
Mellem fierne Soles Pragt,
Og med himmelsk Ynde smiler,
Paa Naturens Vinterdragt.
Sneen glimrer, Isen blinker
Ved dit høitidsfulde Skin,
Og et helligt Stille vinker
Sielen til sin Vellyst ind.
Muntre Bækkes Raslen tier,
Al Naturen hviler her,
Ingen Fugles Melodier,
Ingen Stemme høres meer,
Kun i frosne Skove klinger
Vandringsmandens tunge Fied,
Hvor han Gud sin Lovsang bringer
Dyb i Nattens Eensomhed.
O! hvor saligt, her at vanke
Henrykt ved en ædel Ven,
Og at stige med sin Tanke,
Fyrig op mod Himmelen,
Og at prise ham, som kaldte
Os af Støv til Salighed,
Ham den høie som udvalgte
Os at see sin Herlighed,
Og at tænke denne Skaber,
Hans uendelige Magt —
Og naar Sielen da sig taber,
Mellem alle Himles Pragt,
Da at synke ved et Hierte,
Reent og mildt som Himmelen —
O min Ven! mon Støvet lærte,
Større Salighed end den? —