In omni adversitate fortunæ, infelicissimum genus est infortunii, fuisse felicem.
A. M. Boethius.
Kun nogle Øieblik! og jeg ei meer
Med Dig, o Elskte! her skal samlet være.
Kun nogle Øjeblik! og jeg mig seer
Forladt, forladt af Dig, Du Evigkjære.
Forladt af Dig! o Gud! med Blyets Vægt
Den Tanke hviler, trykker paa mit Hjerte,
Nej aldrig, aldrig Saaret meer blev lægt,
Nej aldrig Tiden mindsker denne Smerte.
Den mindske! Nej ethvert Minut det maa,
Det vil den dobbelt Kraft og Styrke give.
Hvad Rod i Hjertet slog, kan ej forgaae
Mit Savn, min Længsel stedse ny vil blive.
O Lina! hører Du, hvor Stormen den
Nu raser? see, den Egens Grene knækker!
Og Bølgen hæver sig mod Himmelen,
Og Skræk og Nattens Mulm sin Arm udstrækker.
Et Billed paa min Sjel, thi Havet liig
Den oprørt er; mig selv Naturen siger
Med klare Røst, at naar jeg mister Dig,
Og Fredens Engel ublid fra mig viger.
Vi Dødelige tumles ofte her
Blandt blinde Skjær; os mangt et Uvejr skrækker
Og ofte, ofte Byrden blev for svær
Naar Himlen ej en hjelpsom Haand os rækker. —
Saa mangen lønlig Kummer trykte mig,
Paa skarpe Torne tit jeg maatte træde,
Død for hver Broders Fryd, ulykkelig
Jeg tifold føl’de mig ved Brødres Glæde.
Til eensom Krog jeg ty’de hen, den gav
Mig Lindring; men og den jeg saae forsvinde,
Og Skrækkebilleder om Død og Grav,
Mig her forfulgte, saae jeg her oprinde.
Selv Harpens bløde Toner skurrede,
Og var en Smerte for det svage Øre,
Jeg søgte did, hvor Stormen tudede,
Og hvor jeg Torden rulle kunne høre!
Og i en vildsom Labyrinth min Fod,
Omvankede; forgjeves Theseus beder,
Ej Ariadne sig tilsyne lod,
Nej! ingen, ingen mig ved Traaden leder. —
Jeg saae Dig, Hjertet slog, og Sjelen bad
Om Dig, til Ham, som throner i det Høje.
Thi sjelden Ynde paa de Kinder sad,
Og Dyd og Blidhed straal’de fra dit Øje,
Og glad Du smilede; jeg blev Din Ven,
Og Du indviedes til min Veninde.
Den svundne Sjelero og Fryd igjen
Mig Himlen lod hos Dig, Du Hulde, finde.
Sødt lød nu Harpen, Livets Vej jeg fandt
Saa skjøn, og jeg var glad ved Brødres Glæde,
Og hvert Phantom tilbageveeg, forsvandt,
Ej meer paa Torne saae jeg mig at træde.
Du Fryd og Kummer deelte troelig med
Din Ven; mit Held var dit, min Roes din Ære,
I Fylde nød jeg Livets Salighed,
Naar Du hos mig, hos Dig jeg kunde være —
Og Dig jeg miste skal! — O Skjebne, siig,
Hvi lod Du mig den sjeldne Ædle kjende?
O dobbelt er jeg nu ulykkelig!
Min Fryd, min Roe, mit Liv er tabt med hende.