Prolog, holden paa et Privattheater
i November 1796.
i November 1796.
I Venskabs Navn og paa dets Vink jeg nu fremtræder
At byde, Venner, dem: velkommen alle her!
Til høj og festlig Fryd, til sande, skyldfrie Glæder
Vi her forsamles skal. Velkommen alle vær’!
Alt længe savne vi den blide, skjønne Sommer,
Alt Vaarens Yndighed og Fryd er nu forglemt;
Men midlertid vi vil, indtil den atter kommer,
Os fryde her ved Spøg og munter, skyldfrie Skjemt.
Mens Vaarens Blomster nu i Jordens Gjemme sover,
Mens fordum løvrig Lund nu nøgen afklædt staaer,
Mens Philomele ej sin Røst at hæve vover,
Og ingen munter Hjord i græsrig’ Dale gaaer,
Kort: mens Naturen selv maa under Aaget bukke,
Som Vintrens Rædsler har med vældig Haand paalagt,
Da, Venner! ville vi de skjønne Blomster plukke,
Som Venskab, Kunst og Vid os rigelig har rakt.
Vor faste Idræt er, at disse Blomster dyrke
Med ufortrøden Flid, med Lyst til fælleds Vel
Da skal vi naae vort Maal: vort Selskabs faste Styrke
Og hvert dets Medlems Fryd skal finde varigt Held.
I Haabet seer jeg alt den skjønne Tid fremglide,
Da disse Blomster vil frembære moden Frugt,
Da vi ved opnaaet Held skal sikkert kunne vide,
At holde Skumlere og Avindsmænd i Tugt. —
Men, ak! blandt dem, hvis Lyst det var, vor Ro at hegne,
Vi savne nogle, som vi aldrig skue meer!
De gik herfra til Fryds, til Salighedens Egne;
Fred, varig Fred og Ro omsvæve deres Leer! —
Og de, som første Gang nu her blandt os tog’ Sæde,
O! hører mig, og troer; her Venskabs Tempel er!
Vil de med trofast Aand fremvirke fælleds Glæde,
Skal Fryd ledsage dem. Velkommen de os vær!