Eensomhed
en Elegie.
en Elegie.
Kom, du Haabets smilende Veninde!
Kom, du Tankens Moder, Eensomhed!
Altid lod du kraftig Balsom rinde
I de dybe Smertens Furer ned;
Altid bød du Tvivlens Taage svinde,
Lod mig kiende mit og Livets Værd,
Lod mig føle Jordens Fader nær.
Naar mig Lykken vennehuld omarmed’,
Nydt i dig, den var mig dobbelt skiøn;
Naar misledte Mennesker sig harmed’
Fiendsk mod Kummers fredelige Søn,
Du min Kind med Veemodstaaren varmed’,
Taled’ høit om følt Uskyldighed,
Og mit Hiertes Storm forsvandt i Fred.
Naar jeg vandred’ glad i Hertha’s Dale,
Og Guds Millioner Skabte nød,
Og Naturens trøstelige Tale
Høitidsfuld fra Sol og Støvgran lød,
Lærte jeg, hvor yndigt du kan male,
Og hvor høit vor Aand kan svinge sig,
Naar vanhellig Larm ei smitter dig.
Naar med tryllende Sirenestemme
Festlig klædte Laster træde frem,
Og den alt for Svage let kan glemme,
Han forraades, om han følger dem,
O! da lærer du ham at fornemme,
Mættet Sands fornedrer kun en Viis,
Hiertets Bifald er et Paradiis.
Eensomhed! du mig til Himlen leder:
Stor min Tanke tænker Herren stor;
Klart jeg øiner Glædens Evigheder,
Og det hulde Faderhierte troer:
Suk og Graad! jeg seirer over eder:
Hisset stønnes ingen Sukke meer,
Og min Graad skal tørres paa mit Leer.