Straal Soel i fulde Glands, du Dag vær blid og klar;
Gyd Munterhed og Lyst i hver en Siælens Evne;
Smiil Glæde, varig Fryd, for den jeg Dig vil nævne,
Og bedre alt dit Held udstrømmet aldrig var.
Eliza, ømme Glut! Du Verden skienket blev;
Naturens Yndling, Du dens Alt for mig forskiønner: —
Goddædig Himmel! mærk Din ringe Skabnings Bønner,
Som Kierlighed og Haab fra varme Hierte drev.
Bønhørte derfra de Eliza bringe Dig
Det Vel, den Salighed Dit Ønske selv kan tænke;
Som prøvet Kummer kan i Glemsels Nat hensænke,
Og giøre Dig som Du fortiener lykkelig!
Du styrer fra i Dag paa Verdens vide Hav;
Men nye Leve-Aar see Fartens ønskte Ende,
Og stadig Medgangs Vind sig aldrig mod Dig vende,
Til stille, sødt og seent Du havner i din Grav!
Saa beer Din B. for Dig i øde Eensomhed,
Hvor Tanken ene er den svage Lyst han nyder,
Forhøiet ved det Haab, den Aften dog frembryder,
Der har ham Himlen ved Dit hulde Bryst bered’.
Som flygtig Skygge fløi forløbne Uger hen:
Hvor svandt I hastig bort I angenemme Dage!
Skal jeg da aldrig meer hiin blide Glæde smage,
Hvis Minde vaagner med hver Morgen frisk igien?
Kuns skummel Eftertid sig viser bange Sind:
Tvivl svæver dunkelt for det let bedragne Øie,
Der vil Tilkommelsen udforske alt for nøie,
Og dristig kigge tør i Skiæbnens Love ind.
Den byde midlertid mig Glædens Bæger til;
Knap vover Tanken sig saa sødt et Haab at fatte:
Erkiendtlig jeg dens Gunst ei mangle skal at skatte,
Men føler den først heel, naar Du den dele vil.
Er derimod mig fyldt Gienvordigheders Maal;
Skal Sorger tære hen min Ungdoms Morgenrøde,
Oh! maatte dog den Trøst dens Bitterhed forsøde:
At ene jeg uddrak for begge Vredens Skaal.
Nok, række hvad den vil, men denne Sag staaer fast,
Og himmelsk jordisk Magt ei skal dens Sandhed rykke:
At hvis jeg nogentid nød en Dig værdig Lykke,
Jeg deelte den med Dig til Liv og Hierte brast.
Saaledes tænker jeg paa Gluttens Fødselsdag;
En Dag, der skal Din B — for evig hellig være;
Som samme Følelser i hulde Bryst skal nære,
Og tænke, nævne Dig i sidste Aandedrag.
F. af F: L.