Tie, min Jammer! Solen daler:
Snart vil Natten favne mig;
Tier, alle mine Qvaler,
Alle mine Vaandeskrig!
Kummers Raab er Ondes Fryd:
Dølg mig, Nat, for Lastens Glæder!
Døv, o Storm, min Klagelyd,
Røb ei, Fanny græder!
Edward! ene med min Kummer,
Og med Tanken, ak! paa dig,
Seer jeg Natten uden Slummer,
Og min Sorg fortærer mig.
Hvorfor er du mig saa kiær,
Skiønt du kold mit Veeraab hører?
Hvorfor var du mig ei værd,
Hvi var du Forfører?
Ak! omsonst Naturen viser
Mig sin Bryllupsdragt, og leer:
Vaarens bedste Paradiser
Jeg med evig Gysen seer.
Vinter, Sommer, Vaar og Høst
Rasler det fra Lundens Grene:
„Fanny! græd, begræd din Lyst,
„Moder blev du ene!“
Selv naar festlig Tavshed hviler
Paa Naturens milde Blund,
Og Guds Stiernehær nedsmiler
Sødt i rolig Midnatsstund,
Ak! mit Øie lukker sig,
Seer ei hine rene Kloder;
Giennem Mørket lyder mig:
„Fanny blev kun Moder!“
Alles Fader i det Høie,
Hør den Faldnes bange Raab!
Send mit alt for hovne Øie
Kun et Blund, mit sidste Haab!
Dog om Edward, Skyld og Nag
Træde frem i Drømmes Taage,
Søvnen fra den Piinte tag,
Lad mig heller vaage!
Og naar jeg til varig Slummer
Sænkes ned i Jordens Skiød,
Lad da den Begravnes Kummer
Evig være giemt og død!
Ha! hvis den kan vaagne meer,
Bryd da, Gud, din Almagts Love;
Sank ei mit adspredte Leer,
Lad det evig sove!