O! hvor tungt det trykker mig!
O! hvor slaaer mit Hierte!
Atter Modgang ruster sig,
Atter truer Smerte:
Blide Graad, min Smertes Ven!
Let og qvæg min Siel igien!
Alt, som gav mit Liv sit Værd,
Lulledes til Hvile;
Hver, som jeg var fordum kiær,
Saaes i Døden smile:
Blide Graad, min Smertes Ven!
Du har lindret mig igien.
Hver, som jeg med fyrig Hu
Vilde fast omarme:
Mere tit og grumt endnu
Spotted’ med min Varme:
Blide Graad, min Smertes Ven!
Du har trøstet mig igien.
Lad de kolde Mennesker
Smile ved min Taare,
Stolt mig kalde, hvad jeg er:
Den forgrædte Daare!
Blide Graad min Smertes Ven!
Du giør Alting godt igien.
Kun om dig jeg Himlen bad;
Kun om dig jeg sukker:
Jeg da bær min Kummer glad
Til jeg Øiet lukker:
Blide Graad! taknemmelig
Skal jeg hist velsigne dig.
A — m.