I en Søns Stambog
fra en Moder
fra en Moder
Med det hele Moderhiertes Varme
Tænker jeg, o Søn! saa tit paa Dig:
Gid og Du, skiønt langt fra Venners Arme,
Ømt, og varmt, og tit erindre mig!
Farlig er, mens Ungdoms-Blodet strømmer,
Livets Vei, og ofte snuble vi;
Ofte, naar man sig et Eden drømmer,
Man misledes af sin Phantasie.
Hør mig, Bedste! Gid Du nøie prøve,
Før Beslutning modner sig til Daad!
Tryg Du da skal Dydens Idræt øve,
Og Din Bane vædes ei med Graad.
Gud jeg Dig vil ydmyg anbefale:
Glem ham ei! Han aldrig glemmer Dig.
Det var Moderhiertets simple Tale:
Tænk paa den, saa tit Du mindes mig!