Der skinnede Sol ad Nordvindvet ind
til den sølle, forvoksne Pige;
hun pusled Barnet til Nat paa sit Skød,
hun tyssed paa det med Stemme blød
saa tit, det tog ved at skrige.
Den fyldte Kamret, den røde Sol,
om den sølle, forvoksne Pige;
hun pusled Søsterens Barn paa sit Skød,
for det hun glemte Alverdens Nød,
hun tyktes, hun var af de rige.
Hun tyktes, det var saa godt, saa godt,
at nogen til hende trængte —
om, hvad hun kunde, det var kun smaat;
Barnet, naar det vilde trives blot,
ej længere frem hun tænkte.
Du røde Syren! Du røde Syren!
som klæder det sandede Dige,
hvor fik Du den vidthen søgende Rod,
hvor fik Du den duftende Overflod
af Klynger, svulmende rige?
Du røde Syren! Du røde Syren!
saa frejdig som stedse Du higed!
mod Vest over Græsfælden visseugul,
mod Øst over duggede Blomsterskjul,
paa begge Sider af Diget.