Fra Præstegaarden han satte paa skraa
den næreste Vej over Ager og Hede,
slap over en Styvning i Tinnet Aa
og standsed først i sin Mose der nede.
I Tørvegraven, han havde forladt
om Morgenen tidlig, af Rædslen greben,
tog nu han paa Arbejdet hidsigt fat;
— „hvem der blot havde sin Spade sleben”.
Den gled dog let gennem Maarren skør,
der var som Fjerstaal i hver hans Sene,
og hurtigt han fyldte med Tørv sin Bør;
saa maatte han op — han var jo alene.
Til Læggepladsen han trilled bort
den ene Børfuld efter den anden,
ad Kørefjælen, glinsende sort,
og Sveden fugted ham svalt over Panden.
Af Pytten op og i Pytten ned
det gik, til hen imod Middagsstunden
han saa mod Solen — sin Spade han smed
og, for en Orden, gik hjem til Unnen.
Stilfærdig Else derinde sad
med Bindetøjet ved Vuggen trolig.
Hans Mor hun gik og lavede Mad,
hun tog det hele, som altid, saa rolig.
Han satte sig hen — han vilde ej se,
ej høre, hvor der var tomt og stille;
han langede ned fra Bjælken sin Ske
og spurgte lige knap til den lille.
Han tømte halvvejs det røde Fad,
mens Else nynned for Barnet en Vise,
og Moderen stod og saa til — hun var glad,
at han igen gav sig Ro at spise.