Mari hun gik med et halvt Lispund Smør
skraas over Markerne hen;
Ris og Sukker og Kaffesager
skulde Høkeren give igen.
Hun gik med korte, ivrige Skridt,
knap efter vejen hun saa;
den var jo saa kendt, hun gik den saa tit;
nu gik hun og regnede paa,
hvormeget der vel kunde blive til Rest,
af hvad hun for Smørret fik;
det blev ej saa grumme meget,
om hendes Regning holdt Stik;
men var det kun lidt, der blev til Rest,
saa var det jo da hendes eget.
Det blev da nok i alt et Par Mark
med det fra de sidste Gange;
saa kunde hun købe et Pund Tobak
— af det bedste hun vilde forlange;
det, vidste hun, huede Søren saa godt,
men der kunde tit være længe
imellem han købte et Fjærdingspund;
han havde saa strængt ved at faa sin Mund
til at bede den gamle om Penge. —
An Mari hun gik over Marken hen,
hun agted kun Vejen lidt,
hun saa sig aldrig det mindste for;
hun kom jo den Tur saa tit.
Men i Dag, hvordan det nu gik eller ej,
kom hun over Lars Sørensens Lod,
hun standsed med et og saa sig om,
„naa, der kom jeg godt af min Vej.”
Hun saa ej ud i den halvklare Dis,
der fjærnt i Synsranden bæved,
kun efter Mærgeldyngen hun saa,
dens lave Runding, der tung og graa
kun lidt over Marken sig hæved.
„Mon Lars og Søren er der i Dag
— en kunde jo sagtens kigge —
nej, ingen af dem er at se til
og Værktøjet heller ikke.
Men Graven er skreden, saa ret jeg ser;
det var da ogsaa rigtig en Skam;
de siger, den underste Mærgel er bedst,
og nu kan de knap saa gravet mer.
Det var ellers en farlig Del, der er skreden,
hvor dybt mon der egentlig er der ned?”
Og maalende, prøvende Blikket gled
over Bruddet i Brinken, den styrtede Skraaning. —
Men hvad — hvad var det, som laa der forneden?
forsigtigt hun følte sig frem med Foden;
hvor Brinken var stejl!
hvor tæt mon hun kunde sig nærme —
Gud fri os vel! hun tog ikke fejl,
hun kendte det uldne, strikkede Ærme,
hun kendte Haanden, saa vildt den var vreden
med Fingrene snoet om en Græstørvs Tot,
Gud fri os! Graven er skreden!
Hun stirrer et Nu til alle Sider —
ej en levende Sjæl, som Hjælp kunde bringe;
hun sætter sin Kurv, sine Træsko hun smider
og tager til Rend mod den nærmeste Gaard
alt hvad hun magter at springe.