Der skinner et Lys i Mørket frem,
det er ingen flakkende Lygte,
der leder forvildet om Ly og Hjem,
nej, stille som nogen Stjærne
straaler det tavst fra det Fjærne:
Kom hid — kom hid — her er der Fred —
her er der intet at frygte!
Det skinner ud fra et fattigt Hjem
af de mindste, Mennesker bygte,
ud under Gardinkappens smalle Bræm
igennem en dugget Rude,
skinner til dem, der er ude:
Kom hid — kom hid — her er der Fred —
her er der intet at frygte!
Det skinner — slukkes — jeg er forbi,
og der flakker Smaaglimt fra min Lygte
i Takt med Pedalernes Melodi,
der er som Genlyd af bløde
Rytmer i Nattens Øde:
Kom hid — kom hid — her er der Fred —
her er der intet at frygte!