Fremad nu; thi mange, mange Mile
skal der vindes op om det snurrende Hjul;
fremad, fremad — Dagens Timer ile,
tænk kun ikke paa at søge Hvile,
før end Sol i Vester gaar i Skjul.
Fremad nu — i Øster Solen stiger,
spiller i en Dugperle paa hvert lille Straa;
hvide Taager langs ad Engen viger,
tusind Lærker op i Lyset higer,
drysser glade Triller fra det Blaa.
Fremad — Vejen lys og lang sig strækker;
Kirken staar derude som en skinnende Prik,
bagud suse Vejens Poppelrækker,
Drengen, som til Marks med Kræet trækker,
faar ej Tid til mer end blot et Nik.
Fremad da, saa rask, at Støv og Hede
altid bliver bagud og aldrig vinder med;
hvad gør det, om Ryg og Lænder svede?
Vinden svaler, og naar Sol er nede
faar man sagtens Nattely et Sted.