Hans Ahlmann (1881–1952)

I Landet Vé, som af Havet steg,

laa der bag grønne Grene

en Malerskole, hvis Styrke var

Korsfæstelsens grumme Scene.

I hvert et Hjem i den grønne Dal

hang der et Billed af Angst og Kval.

De malede Kristus paa Korsets Grund

med Spydet i hans Side,

de malede Kristus med blodig Mund

og Øjets brustne Kvide,

de malede Kristus med Blod og Sved

som ingen før i den Kristenhed.

Thi Kunst var Kunst — og det aabne Saar

bestandig op de spærred,

men det var en Maler af unge Aar,

han maled en Dag et Lærred:

Han malede Kristus bag Korsets Nød

som lille Barn paa hans Moders Skød, —

han malede Havets klare Blaa

ind i den Kvindes Kjole,

han maled det fromme Ansigt saa

som genopstod gamle Sole,

han malede Drengen med helligt Navn

som Fisken springer i Havets Favn.

Han malede HAM, som et Foraar gaar

af Jordens mørke Huler,

som kaade Kalve af Stalden staar

med Brøl af vaade Muler,

han malede HENDE som blind og døv

for alt, der ikke var Sol og Løv.

Og mange strømmede til med Il

fra Byernes Brus og Engen,

og tunge Øjne saa med Smil

paa Moderens Leg med Drengen.

Thi Kunst er Liv — og Livet sprang

med Spræt og Spræl paa Moderfang.

De lo, da de fik den Dreng at se,

der sprang som Føl om Horset:

Hav Tak, du Maler fra Landet Vé,

at du tog Kristus af Korset,

fra Tornekrone og Naglers Nød

og satte ham hen paa hans Moders Skød.