Mens udenfor alt er i Dvale,
det lever i Drivhusets Sale,
det pranger med Blomster som Luer
paa Stilke, der ydmygt sig buer,
det smiler saa heftigt fra Bægre,
og hvem kan mod Smilet sig vægre
og vel maa vi mindes de Zoner,
hvor Solen nu frydefuldt troner.
Det kalder imod os fra Kalke —
jo disse forfinede Skalke,
de hvisker os sagte og sløret
henrivende Gifte i Øret, —
men dog er i Brystet der Steder,
der bier paa dybere Glæder,
de ler i Forventningens Dvale
og trodser den tropiske Tale.
Den graanende Himmel derude
bag Drivhusets duggede Rude,
den gemmer dog bag ved sit Øde
en Glans, du skal løbe i Møde,
o vist er i Brystet der Steder,
der favner om gryende Glæder,
fjernt ler det i Dvalen: jeg kommer,
din egen velsignede Sommer.