Aftnen kom — og Timen kom!
De stormed ind forfløjne,
al den Glans, de drømte om,
løb ind i deres Øjne.
Luften er et gyldent Hav
om Børnene i Kæde,
o saa smukt, at Munden tav
et Øjeblik i Glæde, —
o saa smukt, at Læben hang,
og Øjnene blev runde,
kun et Øjeblik! — Saa sprang
en Sang fra deres Munde.
Lys og Sang, en dejlig Strøm,
der daler ned og dulmer,
er det rigtigt — eller Drøm,
at Hjertet i os svulmer —?
Er det andre end de Smaa,
som Julen saa bedaarer,
mangen Stor, som ser derpaa,
gad briste ud i Taarer.
Tak, du grønne Træ, som kom,
i Mørke har vi sukket,
inden vi faar set os om,
er Julen atter slukket.