I
Hun havde lovet, hun vilde komme,
da han med Heftighed havde spurgt,
nu stod han ludende mod det tomme,
og lytted længe, af Tvivl forgjort.
Han staar og lytter, hans Længsel vælder,
da var der dansende Slædebjælder,
der standsed foran Hotellets Port.
Han saa fra Ruden, at det var hende,
og Tvivlen flygted, og i hans Bryst
steg der en stormende Vaar af Kvinde,
af hede Strømme og iskold Lyst —
men da de sammen fo’r bort i Kanen,
blev Stormen borte i Drøm og Anen,
og Hjertet kvidred med sagte Røst.
Det var i Moskwa, med Vaar i Dvale,
med Solskinsbølgernes fine Brus,
og vel var Kuplerne farvegale
i Toppen af Sankt Basilius,
men Sneen hang om de røde Kupler
som hvide Arme, der jomfrugrubler
en Stund endnu før den røde Rus.
Det var i Marts. I den sene Vinter
han hørte Røster i Luften le,
bag alle Ruder stod Hyacinter
og smiled til ham: Vi haar at se.
Det var en Dag med Musik paa Kvinten,
i hendes Øjne stod Hyacinten
og nikked havblaa: Maaske, maaske.
Og han fo’r bort mellem hvide Bakker
og ud af Smerternes Labyrint,
hvor godt for Hjertet, der fly’r og flakker,
at overgive sig helt og blindt!
I hendes Foraar fortabt, begravet
var han som Isen, der gaar mod Havet,
naar Havet skinner som Hyacint.
II
Og Solen skinned, og Slæden gled,
og to og fire var fem,
men dengang Solen var gaaet ned,
kom Tanken flyvende hjem,
den havde Erindringen i sit Slæb
og hilste med mørke Nik.
Den sorte Fugl med det skarpe Næb
fløj ind i sin Herres Blik.
Og Tanken saa, hun var skøn og skær,
en Datter af Luft og Sne,
den saa det godt — i det skumre Vejr
var hun en Drøm at se.
Men Tanken husked saa mangt et Syn,
mangen skinnende Hu,
mangt et Blik under høje Bryn —
og hvor var de henne nu?
Og Tanken regned sin sorte Streg,
hvor Solen tegnede før,
de Farver, der mødtes som Børn i Leg,
gik tyst ud ad Solens Dør.
„De slukkes alle, de gyldne Skær,
de slukkes paa Trods, paa Trods,
og Skumringsféen, som sidder dèr,
snart er hun Skum for os.’
III
Og dengang Granerne dunkle steg,
og Stjernerne tungt stod tændt,
og Bakkerne genfærdshvide veg,
han stod mod det fjerne vendt,
det var noget sælsomt, han lytted til,
et Foraar, der tyst forgik,
et langt hensygnende luftigt Spil,
en knejsende Livsmusik.
Den steg og den sank med et luftigt Fald,
men fjernere fo’r den hen,
han lytted i Aftnens frostblaa Hal,
om ikke den kom igen,
men Klangens knejsende Overmod
svandt med et Smils Farvel,
en detroniseret Lykke stod
og frøs i den frostblaa Kvæld.
De løb, de klingende Bjælder smaa
til En, der af Smil var fuld,
thi den, der har, han skal mere faa
af Lykkens klingende Guld.
En Eventyrsky gled fattigt ud,
og Kulden hans Hjerte bed,
koldsindigt, i deres Himmelskrud
saa Stjernerne paa ham ned.
Og Foraarsøjnene saa ham an,
nyfigent, forundret de ler:
„Min Ven af Latterens lyse Land
er ikke saa lystig mer.”
Den Vaar, han vandt, den satte han til
ved Tankens første Signal.
Hun lo — og husked et Gæstespil
i Byens skønneste Sal.
Hun klapped hans Kind, men han mærked snart,
hendes Øjne forbi ham saa,
thi alting bøjer sig mod sin Art,
og Vaaren gør ligesaa.
„De véd, han spiller i Aften, han,
sit dejlige Instrument —”
Saa kørte de ud af det hvide Land.
Og Eventyret var endt.
IV
De smiled høfligt og samtaled mildt
om Bøger og Politik,
langt borte klingede Bjælderne vildt
en hastig og haansk Musik.
Behersket Afsked — et koldt Hotel,
de sidste Skibe er brændt.
Han skrev sin Artikel: „I Ruslands Gæld.
Fra vor udsendte Korrespondent.”
Han skrev og skrev med sit sorte Blæk,
og koldt drog Timerne hen,
og toned Drømmen, jog han den væk
med en spids, journalistisk Pen.
Og først da hans Lys Klokken tre var slukt,
og han selv gik i Søvnens Baand,
fløj han paany sin Slædeflugt,
mødte han Fablens Aand.
Digteren, Drømmenes Søn, fornam,
at Slæden suste paany,
var hun, der sagte strejfede ham,
en foraarsdrivende Sky —?
I tause Timer jog Slæden bort
i Drømmenes dunkelblaat,
og Bjælderne smægted en lys Akkord
paa Vej til Lykkepers Slot.
V
Og Bjældeklangen til Slædens Gliden,
saa lys og luftig den kom igen,
og selv om Lykkeper vaagned siden
til Hverdagskaar og til Hverdagsviden,
endnu i Aften, saa lys og liden,
saa lys og luftig den strømmer hen.
Saa længe efter, i bortvendt Knælen
han takker Luften saa blaa og høj,
saa sval af Sne — o da smægted Sjælen
som Violinen ved Buens Strøg,
og mens det synger fra Haar til Hælen,
han takker Øjnenes vaarblaa Dvælen
hin Dag han selv gennem Tiden fløj.
Han dvæler længe, han takker længe:
O, min Prinsesse, hin Drømmedag —!
jeg takker baade for Smil og Flænge,
for Mundens Kys og for Hjertets Nag,
du gav dem Klang, disse brustne Strenge,
du tog mig ud af mit mørke Stænge,
af min Forgræmmelses Sarkofag.
Jeg gaar mod andre og nye Bjælder,
der klinger fjernt paa min Vintervej,
men før de klingende overvælder
din Martsmusik med Musik af Maj,
saa stands og lyt til mit vilde Hjerte:
Igennem Dagenes Strid og Smerte
en Sang har banet sig Vej til dig.
Der faldt et Solskin — jeg lukker Øjet,
en svunden Dag kommer nær igen,
en sidste Gang staar jeg blændet, bøjet
imod dit Foraar, der strømmer hen,
en sidste Gang er mit Skib nu fløjet
til dine Kyster og tyst fortøjet,
en sidste Gang — du min vaarblaa Ven.
En sidste Gang, før du langsomt svinder
og blir en Tone, men uden Navn,
en ukendt Stjerne, der staar og skinner
en Kvæld, naar Hjertet er fuldt af Savn.
En ensom Kvæld mellem tusind Minder
skal Hjertet spørge et Lys, der skinner:
Hvem er du, Stjerne, i Dybets Favn?
Hvem er du, Stjerne? — og bør de Bjælder,
hvor klang de før? — ak, jeg husker ej,
(men det er Slædefarten igen, der vælder,
en Skyggefærd paa en solblank Vej).
Hvem er den Stjerne? — jeg husker ikke,
(men det er Øjnenes vaarblaa Blikke,
en Genfærdsfryd, en forsvunden Leg).