Det var de urolige Dage,
du halvvejs forlod os
paa Vej til de Egne, de vage,
hvor Kulden gaar mod os.
Vi standsed, vi sukkede atter:
Hvorfor skal hun svinde
den Sommerens leende Datter,
vor gode Veninde.
Da mildnedes pludselig Dommen,
du steg af Narkoser,
her hilser dig henrykt Velkommen
tre rødmende Roser.