Det frøs fornylig, og Sneen føg,
det blæste saa koldt fra Øster,
nu staar den forundrede unge Bøg
og ser paa sin grønne Søster
og ved slet ikke, hvor skønt hun selv
har sløret de lave Kyster.
Nu løber der Lys og Skygger blaa
og mildner det graa og haarde
henover de tusind Huse smaa
og alle de brede Gaarde,
Carl Michaels Sønner, her er det Land,
vi altid elskede saare.
Her er vor Hede med sandet Spor
og Agrenes gyldne Fester,
her er den Verden af Land og Fjord,
vi elsker fra Øst til Vester,
I Frödings Frænder, her er den Jord,
hvor I er saa kære Gæster.
Fra Kysterne her vi lytted tidt
til Sang fra de svenske Munde,
naar Stilheden toned milevidt,
og alle de Stjerner brunde —
nu kommer I selv med fuld Musik
igennem de danske Lunde.
Nu kommer I selv med klingert Sprog,
vi gaar jer med Sang imøde,
omkring os stiger et lydløst Tog
af Digtere fra de Døde,
saa synger vi sammen den Frændesang,
der fylder Alverdens Øde.
I svenske Digtere, se jer om:
Vi hilser med Venskabets Kaarde,
I er vore Brødre, fra før I kom,
og naar I drager af Gaarde —
Velkommen i Dag, du svenske Skjald,
Velkommen igen ad Aare.