Svanesang
St. Croix under den lodrette Soel.
St. Croix under den lodrette Soel.
Snart maaskee skal mørken Jord,
Hvor ei Fryd, ei Glæde boer,
Skiule mit det blege Lig;
Ingen her begræde mig.
Langt fra dem, dem jeg er kier,
Ene, ak, saa ene her;
Langt fra elskte Fødeland
Trindt omspændt af Solens Brand.
Blomsten visner, veires hen,
Heden Sand omhvirvler den.
Paa min Grav, ved øde Vei,
Spirer ingen Glemmigei.
Aldrig dette Øie seer
Eder, Elskte, aldrig meer,
Snarlig viftes hen min Aand,
Harpen synker af min Haand.
Da min Skiebne, mørk og sort,
Drev mig langt fra Eder bort;
Mindet, over skumle Sø,
Fører mig til elsket Ø.
Hvor jeg laae ved Moderbarm,
Hvor mig trylled’ Elskovs Arm,
Der, hvor Venskabs Guld jeg fandt,
Der hvor Afskedstaaren randt.
Harpen var min sidste Fryd,
Thi skal og dens svage Lyd
Svæve did i Aftenluft
Eder nær med Vestens Duft.
Venlig lyde da den Sang,
Blid som Bedeklokkens Klang,
Som en Englestemme sød,
Hviske sagte, Han er død!
L. A. Abrahamson.