Emil Aarestrup (1800–56)

Atter et Sorgens Bud dig bragte den vingede Snekke,

Aalholms ældgamle Slot, atter et sortseglet Brev!

Langsomt Kragerne flyve i sorte Kredse om Taarnet,

Træet kaster sit Løv, Stranden udstrækker sig mørk.

Vel maa din Taarepiil hænge, din Ask, med de ludende Grene,

Birken, med svævende Lok, feie den grusede Gang;

Vel maae Granerne slutte sig tæt i din Lund og din Hauge,

Og til Sørgeskare sig stivt ordne med Blomster og Grønt:

Han, dine Mure var vant til at favne i drømmende Stilhed,

Han, hvis Lampe du saae straale den eensomme Nat,

Han, hvis Hænder har plantet de himmelragende Popler,

Og i din duftende Park har nedlagt det blomstrende Frø,

Oldingen, som dig saalænge besad, som freded din Skjønhed,

Frederik Raben er død, død i den fjerneste Egn!

Ædel var han af Æt, og derfor det Ædle hans Vilie;

Ingen forfængelig Tant, Alvor besjæled hans Bryst;

Meget bar han i Hjertet, det nordisk indsluttede, stærke;

Skjøndt ei Manges Ven, een dog han havde, for hvem,

Ramt af utallige Slag, det skjulte Indre sig aabned,

Een — dig var det, Natur! du var hans trofaste Ven.

Livets Lyst han søgte ei der, hvor den søges af Mængden,

Men hvor et dybere Sprog taler til Menneskets Aand.

Grandskende trængte han ind i Videnskabernes Rige,

Og i Naturens Bog bladede Blad for Blad.

I kunne vidne det, Jordens forskjelligste Zoner og Egne!

Hvad der rørte hans Sjæl, fængsled hans speidende Blik:

Du, Grønland, med din Bræ, omskvulpet af fraadende Brænding,

Hekla, dit Svælgs Ild, Norges nedsusende Elv;

Skotske Heder og Tydsklands Skove hørte hans Fodtrin;

Schweitzeralpen ham bar over den blændende Snee.

Skjønheden lokkede ham, den ægte Nordbo, til Syden,

Piniens classiske Lund, Africas glødende Strand.

Sidst, da de aldrende Lemmer trættedes, søgte han Hvilen

Hvor under tropiske Sol Palmen udbreder sin Skjærm,

Hvor for det mattede Blik udfolded sig rigere Stjerner —

Og — der Hvilen han fandt: Dødens lyksalige Ro;

Stjernerne fandt han, de nye; den rigere Himmel sig aabned —

Lykkelig svæver hans Sjæl over den taagede Jord,

Bindes ei af den fjerne Grav, men svæver i Stilhed

Over det gamle Hjem; lyser fra Himlen sin Fred

Over en Skare sørgende Børn, hvis Hjerter ham fulgte,

Troligt, med Gjensynets Haab — ak! men maa savne den Trøst,

Afskedskysset at trykke paa Faderens Hænder, og lade

Over det elskede Støv flyde den strømmende Graad.