Skarpe Slud! hvis Kast og Blæsen
Fyger, hvirvler Sneens Iis;
Kniber Øret, snerter Næsen,
Pidsker Kinden med dit Riis;
I min Glut, det hulde Væsen,
Rusker grovt paa tølperviis;
Nøder hende søge Frelsen,
Sælsomt nok! i Ulvepelsen.
Volder hende Hoste, Snue,
Naar hun travl for Ilden staaer
Under Kiøknets blanke Bue;
Slibrer Stenen, hvor hun gaaer;
Driller Kakkelovnens Lue,
Saa den lumsk med Tungen slaaer;
Natlig Vindvesskuddet kyler,
Og i Skorsteenspiben hyler.
Hør, er det ei billigt, Bedste,
Vi det Lodne vende ud?
Handler du imod din Næste
Som det sømmer sig for Gud?
Burde vi ei fiendsk dig giæste
Og besvare Tud med Tud?
Dog, fra gamle Venskabs Dage
Kommer Mindet mig tilbage.
Tidt som Dreng jeg med dig rendte
Over Søens blanke Arm;
I dit Sneelag Fingren brændte,
Som ved Ovnens Lue varm;
Dyngvaad du mig ofte sendte
Hiem fra Legens muntre Larm;
Slog mig tunge Hagl for Panden —
Og dog holdt vi af hinanden.
Har du evig dine Løier
Af at stampe taaget ind,
Blæse Træk i vore Køier,
Under Taget Nordenvind;
Hvis det dig saa godt fornøier,
At du bag dit Kofteskind
Holder lumsk en Sneeboldt færdig,
Nu, en Spas en anden værdig!
Kanepidsken rask dig smelder
Under Næsen vakkre Knald;
Gadedrenge, Støi og Bielder
Lee dig ud paa Kongens Hald;
Om din ringe Magt fortæller
Lirekassens Tonefald;
Flammen, der fra Ovnen lyser,
Som en Bussemand dig kyser.
Og du troer, din Storm fordriver
Blomstringsmodet fra sit Skryd?
Naar den unge Møe os bliver,
Har vi Vaarens bedste Dyd;
Du, med dine lange River
Samler kun den spredte Fryd.
Teppet, strakt i Vintersale,
Blomstrer meer end grønne Dale.
Seer du Lyset der, det røde?
Lyt paa Dandsens lette Larm!
Mærk hvor Kinderne de gløde,
Yppig bølger Barm ved Barm,
Arme slynge sig imøde,
Vinen skummer, dufter varm,
Øiet smelter, Haaret flyder,
Fløiten, Violinen lyder.
Dig vi denne Vrimmel skylde,
Mangt et vennesaligt Lag.
Kom, vi vil dig, Brumbas, hylde,
Trods din Knurren, trods dit Brag,
Paa din Sundhed Kruset fylde,
Og til ærligt Broderlag,
Skiøndt i Vantens lodne Giemme,
Række dig vor Haand at klemme.