Drøm og Virkelighed
1847–1848
1847–1848
Det var en taaget Vinterdag,
Jeg til Palaiet mig skyndte,
Hvor Forgemakket var stormende fuldt
Og Audiensen begyndte.
Jeg fandt en bedaget Hædersmand,
Til Tjenesten afrettet.
Han hilste mig med Venlighed
Og skrev mit Navn paa Brædtet.
For Rangspersoner gjorde man
Aparte Høflighedskonster;
Og Salen var ganske lummer af
De allerunderdanigste Dunster.
Der tripped stivede Krigsmænd om,
Og mange beklemte Personer;
De sorte Præster ved Døren hang,
Og Fruerne græd for Pensioner.
De guldbenøglede Herremænd,
De stod og svedte af Længsel,
At Døren til et lille Lukaf
Maatte naadigst dreie sit Hængsel.
For ei at være ørkesløs,
Som slet for en Statsmand duer,
Saae jeg en Politidirecteur
Paa Væggen fange Fluer.
Hinsides dette Dandsegulv
For Levetzauer og Haucher,
I Baggrunden stod en laset Standart
Og under den et Par Pauker.
Til Kobberkjedlen jeg læned mig
Med det gamle Vaabenmærke;
Den giver dog Lyd, naar man slaaer derpaa,
Og det endda Lyd, som er stærke.
Mig Ventetiden blev for lang —
Jeg gav mig til at sove —
Da havde jeg en underlig Drøm:
Mærk vel, en Drøm til Hove.
Jeg drømte, jeg for Kongen stod,
Barbrystet og barbenet,
Det tykke, svære Hovedhaar
Med et krøllet Skæg forenet.
I Næven havde jeg en Stok,
En Egeknub med Knaster —
Hvor den faaer Ram paa en Hjerneskal,
Der hjælper intet Plaster.
Det lod til, Kongen kjendte mig —
Han studsed lidt urolig;
Men derpaa gav han mig sin Haand
Og nikkede fortrolig.
Jeg var Vildmanden nemlig, jeg,
Der holder Danmarks Vaaben,
Og som, skjøndt nøgen, trænger ei
Til Hermelinet og Kaaben.
Jeg sagde: „min gode Christian Rex,
„Du saae mit Billed forleden
„Paa dine Tøfler og paa din Karet,
„Nu see mig i Virkeligheden!
„Jeg er endnu den samme Fyr,
„Som jeg har altid været:
„Min Hud er haard, min Hals er tyk,
„Min brede Næve tjæret.
„Jeg lider nok en Drot saa fiin,
„Med smukke Lader og Fagter,
„Der pluddrer Fransk og Kongelatin
„Med alskens fremmede Magter.
„Du har nu engang arvet din Ret,
„At styre den danske Skude —
„Men jeg vil alvorlig raade dig,
„At passe paa dine Klude.
„Jeg vilde bare sige dig —
„Da just i tale sammen
„Fortrolig, unter uns paa Tydsk —
„At jeg er vred i Kammen.
„For han, den anden, min Tvillingbror,
„Der holder ved Skjolderanden,
„Bagtaler man slemt og siger om,
„At han er fra Forstanden.
„Fordi han brækker lidt paa Tydsk
„— Han vil nu saa gjerne skryde —
„Har jeg dog kjendt ham fra Barnsben af
„Som en ærlig Sønderjyde.
„Men Frihed vil han med Djævels Magt
„— Som i en Feber han tørster —
„Fri vil han være, om selv i Pagt
„Med tydste Grever og Fyrster.
„Jeg siger: rolig, min søde Bror!
„Du gjør mig næsten forskrækket;
„Det danske Vaaben, vi holde paa,
„Det vil vi ei have knækket.
„Du veed, jeg er i Grunden en Nar,
„Og det endda en gammel,
„Der har staaet flere hundrede Aar
„Og holdt det forgyldte Skrammel.
„Men det er nu det samme, det —
„Nok er det, jeg kan li’et,
„Og skulde det revne og gaae i Mas,
„Saa Fanden gale i’et!
„Hvormeget Dingeldangleri
„Man vil omkring det hænge —
„Ni danske Hjerter slaae deri
„Endnu — Gud veed, hvorlænge!
„Det kryber mig i Kroppen tidt,
„Det mig for Øret ringer —
„Og i den sidste Tid jeg har
„Et Øie paa hver Finger.
„Man siger om den tydske Prinds:
„For Gudsskyld, ikke rør ham!
„Jeg siger bare simpelvæk:
„Slaa til, hvis Ryggen kløer ham!
„Og er dine fine Skinneben
„Bange for Neldeblade,
„Saa lyd mit Raad: træd bare fast,
„Saa gjør de ingen Skade.”
Her saae Monarken sig hurtig om,
Som var han angst for Nogen,
Og, rentudsagt, som om der hang
En Mester Erik i Krogen.
„Vær inte bange, Kong Christian!
„Det skal nok, tordne mig, gaae!
„Min Halvbroder Jyden rokker sig ei —
„Der har Du min Haand derpaa!”
Og som jeg vilde give min Haand
Til Pant for Sønderjyden,
Slog jeg paa Pauken, saa det klang,
Og jeg vaagnede op ved Lyden.
— Det var min Drøm. Den samme Drøm
Har Danmark drømt, desværre,
Aar ud, Aar ind, imens det sov,
Sov trygt — det veed Vorherre!
Og da det vaktes, følte det
Usot fra Saalen til Toppen.
Det var, som skulde det splittes ad,
Som Lemmerne faldt fra Kroppen.
Det sortnede for det danske Blik —
Vi famlede lidt svimmel —
Men nu staaer Foden atter fast,
Vi kjende Land og Himmel.
Og vi har rystet Søvnen af,
Os skal ei Frygten hærge —
Som Uffe Vermundsen vi tog
Af Jorden det gamle Værge.
Til Holmgang er vi stævnet ind —
Did vil vi freidig drage,
Paa nordisk Viis, de ramme Hug
At give og at tage.
Thi aldrig var det Skam i Nord,
Selv ei for Broderparret,
Der trættedes om Ret og Skjæl,
At gaae af Striden arret.
Er Leddet ikke rigtig hængt —
Nuvel, I danske Drenge,
Vort bedste Mod, vor fulde Kraft
Vil sig i Gabet trænge!
Det er ei bag en Fæstningsmur
Det danske Vænge dufter —
Det er kun i den fri Natur
Hvor en Søvind lufter!
Vor Konge selv er dansk, som vi;
Nu er hans Vaabenmærke,
Som vort, Frihedens Skjold — med det
Er vore Arme stærke.
Saalidt som før skal Tydskland nu
Danriget overvælde:
Vort Stridshorn hørtes i Norges Dal
Og gjenlød i svenske Fjelde.
Væk med de gamle Dragedyr,
Der laae paa Lur om Skatten,
Om Folkets Ret! — Nu svinge vi
Begeistret Frihedshatten!
Væk med hver Ørn, der nærmer sig,
Den være heel eller flakt —
Det hele unge Danmark staaer
Ved Frihedstræet Vagt!
Ei Nordens Hjerter vil skilles ad,
Dem Troskabsbanneret sanker!
Men — bort med Lænker! Vi enes nu
Af Jordens lyseste Tanker.
I dem er ikke Kiv og Blod,
Som i Tyrannernes Love;
I dem er Aandens vældige Mod
Til frit at handle og vove.
I dem er paany et Himmelflag
Nedfalden i Danskernes Leire:
Det ægte, det evige Dannebrog,
Hvorunder vi samles og seire!