Baron Henrik Christian Rosenørn-Lehn
Den 14de August 1847.
Den 14de August 1847.
En Adelsmand, en rig og fornem Herre,
Der eied Skov og Mark og høie Borge;
En Mand, hvis skjønne, ridderlige Sæder,
Hvis ædle Gjæstfrihed ei Nogen glemmer,
Der traadte over Tærsklen i hans Huus;
Naturens Elsker; Konstens Ven; Beundrer
Af Videnskab; Velynder af dens Dyrker;
Paalidelig i al sin Gjerning; streng
Kun mod sig selv, høimodig imod Andre;
Og gjaldt det om at række hjelpsom Haand,
Uegennyttig stille sig i Spidsen
For nogen god og gavnlig Virksomhed —
Hvor har man raabt forgjæves paa hans Navn?
Høithædret i sin Kreds, som af sin Konge,
Henbaaren til sit Hvilested af Mænd,
Der føle meer hans Savn, end Vægten
Af Kisten med hans dødelige Rester —
Begrædt, lovpriist og æret til det Sidste —
Det var hans lykkelige Eftermæle.
Og dog hans mindste Roes. Vi, som har kjendt ham,
Hans Mildhed, hans beskedne Nøisomhed,
Hans bramfri Sjæl, hans rene, ædle Villie,
Hans elskelige Væsens hele Skjønhed,
Hans Kjærlighed til Hustru, Børn — til Alle,
Der engang vandt hans Hjerte, til enhver
Nødlidende, i hvem han saae en Broder;
Hans ægte Frihedssind — ja, han var Sandheds
Og derfor Friheds inderlige Ven,
Kun Hykleriets stolte Avindsmand —
Vi kunne vidne det, vi saae det selv,
Vi vide, hvilke sjelden Ven vi tabte.
Den gyldne Nøgle, Kongen ham betroede,
Var intet tomt Symbol — ham kunde man
Betroe sig til med Tryghed; paa hans Bryst
Var Ridderkorset ingen Ironie,
Thi bagved slog det ridderligste Hjerte —
Hvor er en Røst, der kan benægte det?
Hans Sind var adeligt, hans Mod var mandigt,
Hans blanke Skjold var uden mindste Plet;
Og stred han ei med Vaaben, han har stridt
Med Sjælens Kræfter en langvarig Strid,
Den Strid, som det Forkrænkelige kjæmper,
Og det Udødelige kun bestaaer;
Og sank han end i Knæ lidt efter lidt,
Ei Utaalmodighedens Suk blev hørt,
Et Bitterhedens Skrig; da Timen kom,
Var han beredt — Et Smiil var hans Farvel.
Og derfor bringe vi Dig vort Farvel,
Frigjorte Aand, vor sidste Tak og Hilsen
Med freidigt Haab, skjøndt under Afskedstaarer!
Vi lyse Fred omkring Dit skjønne Minde,
Og hvad vi bede om, er Trøst og Styrke
For dem, din Bortgang maatte dybest smerte,
For dine Efterladtes ædle Kreds.