Foraaret kom, og Sommer gik i Enge,
Høleen klang ved Sang af Nattergale,
Af gyldne Kornax svulmed Bondens Vænge —
Men ei til Engestoftes lyse Sale,
Som før, sig kunde Sommerglæden trænge;
Alt længst forstummed der den muntre Tale,
Der vaaged Sorgen tro ved Nattens Lampe,
Der stred et ædelt Liv de sidste Kampe.
Og Døden vandt sin Seier. Gubben segned —
Den Alderstegne gav tilsidst dog efter;
Men ei for Himlens Sendebud han blegned,
Han samled Aandens underfulde Kræfter,
Som det en nordisk Hædersolding egned;
Et saligt Haab saa lidt ham monne briste,
Som Vid og Skjæmt og Alvor til det Sidste.
Et værdigt Løb han havde lagt tilbage,
Arbeidsom, aaben, djærv og ufortrøden;
I Hjertensgodhed søgte han sin Mage,
En livsglad Sjæl, — en Ven i Nøden,
Som mangen Trængende i Sorgens Dage
Gad kunne kalde til sin Hjelp fra Døden;
En Mand og Fader, som kun Faa har været,
Ved Banens Maal høielsket og høitæret.
De Efterladte træde hen til Baaren,
Nedbøiede, dog kan de Sorgen bære —
En gudhengiven Ro er der i Taaren,
Der offres til den forudgangne Kjære;
Hvor Egeløvet vikler sig om Kaarden,
Har dyrebare Hænder til hans Ære
Lagt Krandt ved Krands — fra Blomsterhaven
Et ømt Farvel, en Afskedsduft i Graven.
I Fred han hvile nær sin skjønne Bolig,
Hvor Kirken skygger og hvor Søen smiler!
I Sommeraftnens Stilhed, klar og rolig,
Hans Sjæl, som før, hver Gjæst imøde iler;
Og naar hans Børn, hans Slægt, aandrig og fortrolig,
I Vennekreds om Arnens Flamme hviler,
Da er den muntre Skjæmt, den frie Tale,
Hans Aand, der gaaer igjen i Slottets Sale.
Juli 1846.