See, hun har de trinde Arme
Ængstelig mod Døren strakt,
Kaster i sin bittre Harme
Sølverskeen med Foragt,
Som dog ellers, aarle, silde,
Kunde hendes Sorg formilde.
River i sin Kniplingshue,
Flaaer den bløde Strimmel ned,
Viser, ogsaa hun har Lue,
De skal see, at hun var vred.
Nu hun holder ud ei længer,
Skriget sig fra Brystet trænger.
Lytter saa: mon Ingen hører?
Skrig fordobbler hun og Raab;
Øiet sig i Graad indslører;
Ak, hun har endnu dog Haab!
Tale kan den Stakkel ikke,
Hulker kun, med Taareblikke.
Læben skiælver, Stemmen bryder,
Kummeren paa Panden staaer,
Heed og hyppig Graaden flyder
Fra de lange Øienhaar,
Hovdet synker mat tilbage,
Uden Ord hun synes klage:
„Hvorfor er jeg længer ikke
Paa min Moders varme Skiød,
Hvor i Ro min søde Drikke
Af det fulde Bryst jeg nød?
Kan ei springe, lee og larme
I de kiærligbløde Arme?
Skal de mig forlade Alle?
Dem jeg har saa kiær, saa kiær!
Hører de mig ikke kalde
Nu, jeg er saa ene her?
Grumme Moder, intet Hjerte
Har du for mit Savn, min Smerte!”
Dæmp dit Klageskrig, o Spæde!
Du din Moder Uret giør.
Ak, hun kunde selv jo græde,
At hun ikke evig tør
Til sit Bryst dig Hulde trykke,
Stirre paa sin søde Lykke.
Ud til Kiøknets Træk og Flammer
Kaldte hende Skiæbnens Bud,
Og hun maa, i stille Kammer,
Lade ene dig med Gud.
Klageraabet du formilde,
Vær taalmodig, stakkels Lille!
Ak, den Større selv forgiætter
Ofte baade Trøst og Mod,
Naar i tunge, mørke Nætter
Alle Elskte ham forlod.
Hæv de dunkle Taareblikke!
Græd! ak, men fortvivl kun ikke!