Varselskriften
(Til Magister D. G. Monrad.)
(Til Magister D. G. Monrad.)
Nattens Gudinde henad Himlen svæved,
Og Viisdomsfuglen fløi ved hendes Side;
Al Verdens Mødighed hun stille hæved
I sine Arme, sammentrykte, blide.
Jeg og min Hustru var fra Hjemmet borte;
Aarvaagne Terner sysled kun ved Lampen,
Og vogtede paa Husets aabne Porte —
Da hørtes Larm af Vogn og Hestetrampen.
Ind traadte, reiseklædt, en Gjæst heel fremmed;
Sin Hat og Kappe han i Krogen slængte,
Og Ternerne med sære Fagter skræmmed;
Selv ind i Husets Indre han trængte.
Min Børneflok han vilde see og kjende,
De fem Smaapiger og fire Drenge:
„Hvad hedder du? og du? og du derhenne?”
Søvndrukne stirred de fra deres Senge.
De Mindste selv med Lampen han sig nærmed,
Sorthaaret, med et sælsomt Smiil om Munden,
Tykt af sin lodne Reisepels beskjærmet,
Og med et blodrødt Skjærf om Livet bunden.
Da sprang en Dreng fra Leiet, mere modig:
„Hvo er du? Siig dit Navn, at jeg dig kjender!”
Af Lommen tog den Fremmede koldblodig
Sin røde Tegnebog, og sagde: „Venner!
Mit Navn vil jeg paa Loftet eder skrive,
Min Hilsen med!” — Og medens Alle bæve,
Han steg med Lyset op paa Bordets Skive,
Og lod sin Haand henover Kalken svæve —
De Ord, som han paa Husets Dække tegned,
Imedens om hans Knæ min Børneskare
Og alt mit Tyende af Rædsel blegned.
„Dit Liv er veiet, talte dine Timer,
Tilintetgjørelsen skal du tilhøre!”
Forfærdelige Varselrøst, som kimer
Bestandig for den Dødeliges Øre!
Jeg kjender ham, som har mig Muret mærket
Med hine Alvorsord af Oldsskriften:
En rastløs Mand, der lægger Haand paa Værket,
En Guds Herold, der kalder til Bedriften!
En Fremtidsseer, hvem en Glød paa Tungen
Har bragt til at besværge og opmande;
Som længst med lyse Skrifttræk alt har svungen
Sit: Mene! Mene! over Danmarks Lande!
En Lov- og Retsforsvarer! En Raadgiver
For Drot og Folk! en Rest endnu af Styrken,
Der gjerne, medens det er Tid, udriver
Sit Land af Faren — skjøndt en Røst i Ørken!
Og dog en Ven af Barnlighed og Ynde,
En Elsker af at høre Lyre klinge,
Naar danske Muser Væddestrid begynde —
Ham disse Linier min Hilsen bringe!
1843.