En nysudsprungen Rose
Var i mit Knaphul stukken;
Varmt brændte Morgensolen,
Paa Græsset glimred Duggen.
Dog var mit Sind formørket,
Jeg følte Graaden trænge
Sig frem og tunge Perler
Langs Øielaaget hænge.
I dem var ikke Duggens
Husvalelse og Lethed,
I dem var Hjerteqvalens
Vellystig bløde Træthed.
Jeg lod dem rolig rinde,
Som naar en Syg seer Straalen
Af Armens Blodkar springe
Rødtskummende i Skaalen.
Jeg græder ikke ofte,
Men paa de fagre Planter
Faldt Taarerne og funkled
Som Duggens Diamanter;
Og kunde ikke skjelnes,
Skjøndt fra den hedste Kilde,
Fra hine himmelfaldne,
Forfriskende og milde,
Med alle Regnbufarver,
Snart himmelblaae, snart gule,
Jeg kunde ikke Smilet
Paa mine Læber skjule.
Henveirede — forsvundne —
Bortkyssede af Solen
Var Taarerne, som glimred
Paa Græsset og Violen.
O, det er Hjerteqvalens
Bestandige Historie,
Den har sin Martyr-Time,
Den har sin Helgenglorie.
Giftdrikkens fyldte Bæger,
Med Rædsel ført til Munden,
Det dufter som en Balsam,
Naar det er tømt til Bunden.