En nysudsprungen Rose
Var i mit Knaphul stukken,
Varmt brændte Morgensolen,
Paa Græsset glimred Duggen.
Dog var mit Sind formørket,
Jeg følte Graaden trænge
Sig frem og tunge Perler
Langs Øielaaget hænge.
I dem var ikke Duggens
Husvalelse og Lethed,
I dem var Hjertekvalens
Vellystig bløde Træthed.
Jeg lod dem roligt rinde,
Som naar en Syg seer Straalen
Af Armens Blodkar springe
Rødtskummende i Skaalen.
Jeg græder ikke ofte,
Men paa de fagre Planter
Faldt Taarerne og funkled
Som Duggens Diamanter;
Og kunde ikke skjelnes,
Skjøndt fra den bedske Kilde,
Fra lune himmelfaldne,
Forfriskende og milde,
Med alle Regnbufarver,
Snart himmelblaae, snart gule.
Jeg kunde ikke Smilet
Paa mine Læber skjule.
Henveirede, forsvundne,
Bortkyssede af Solen
Var Taarerne, som glimred
Paa Græsset og Violen.
O, det er Hjertekvalens
Bestandige Historie,
Den har sin Martyr-Time,
Den har sin Helgenglorie.
Giftdrikkens fyldte Bæger,
Med Rædsel ført til Munden,
Det dufter som en Balsam,
Naar det er tømt til Bunden.