D. 12te Juli 1845
Sølvbryllupskrandsen
Sølvbryllupskrandsen
En Krands af Livets Vaar og Sommer bunden,
Kun ikke fuldendt af dets Høst!
Hvor gjerne dvæler Tanken ei ved denne
Og nyder sin Erindrings Lyst!
En femogtyveaarig Krands! hvis Blomster,
Hvis yndigste og bedste Pryd
Var Huuslighed og ædel Gjerning
Var Moderglæde, Faderfryd!
En femogtyveaarig Krands! hvis Skygger,
Hvis mørke Blades dunkle Magt
Forhøier kun de lyse Farvers Reenhed
Og hele Blomsterfyldens Pragt!
En saadan Krands af Sorger og af Glæder,
Af Troskab og Hengivenhed —
Udfolder sig idag paa Mindets Alter
Og straaler der i festlig Fred:
I festlig Fred og med forklaret Skjønhed,
Det Forbigangnes rige Krands!
Erindringen omflorer den med Æther
Med Aftenskjær og Maaneglands
Og Dagens Engel iler med at knytte
Til Roserne fra Ungdoms Tid,
Til Roserne, hvoraf den først blev flettet,
Sølvbrudekronen lilliehvid!
Dog ikke Mindets Fest alene feires,
Ei blot paa svundne Timers Frugt
Tilbageblikket sig vemodigt hviler —
Fremad gaaer Haabets glade Flugt!
Den lange Blomsterkjæde er ei sluttet,
Idag er sat et Mærke kun,
Og Aar for Aar skal Krandsen herligt voxe,
Velsignet som i denne Stund.
Den Gud, der føied Blomst og Blad tilsammen
Fra først af, efter sine Raad,
Han holder end i sine stærke Hænder
Fuldendelsens den gyldne Traad!
Og Børn og Slægtninge og Venner samles
Høitidelig i fælleds Bøn,
At Krandsen, som af Himlen selv er viet,
Maa daglig svulme frisk og skjøn!