Nu, da vor Jubelfests Fanfaronader, kjære Ven
Er overstaaet, kan vi være glade simpelthen
Og jeg begynder strax at dyppe Pennen, for til Dig
At sende mine marmoreerte Blade, kjære Ven
En sælsom Ting for Præsterne, i Sandhed, denne Fest!
At juble, fylde Kirken med Bravade, kjære Ven,
Naar der var største Grund, om jeg begriber Sagen ret,
Til en dybtfølt og stor Jeremiade, kjære Ven!
Thi det kan neppe nægtes, at, ved hin bekjendte Act
Slog Geistligheden formelig Chamade, kjære Ven!
Og segned i sit Blod, som Delinqvent paa Stolen, for
Aristokraternes Arqvebusade, kjære Ven!
Forenet, sandtnok, med et Skrig af Pøbelskarerne,
Der vented godt, men fik kun Bastonnade, kjære Ven
Trehundred Aar tilbage, havde, mener jeg, vort Land
Den samme Grund til jublende Roulade, kjære Ven
For Pavedom som nu for Lutherdom, en større fast!
Fordreielseraes flane Pasqvinade, kjære Ven
Den dorske Søvnighed, som man bebreided Munkene,
Den væmmelige Hyklermaskerade, kjære Ven,
Anmasselsen af Alt, som muligen kan masses til,
Det døde Bogstavs Donqvixotiade, kjære Ven
Vor Tid, jeg mener, har tilfælleds med den gamle, og
Fast overgaaer den i det Retrograde, kjære Ven
Siig, hvad er vundet ved de gamle Mestres, Kannikers,
De arme Tiggermunkes Reformade? kjære Ven
Det var hvad Dagsbegivenhederne indgjød min Pen
Nu til en mere munter Gallopade, kjære Ven!
Dit Brev, i hvilket Alle, der har Sands for vittig Kløgt
Fandt en af Indfald sammensat Cyklade, kjære Ven
Har gjort mig lykkelig i flere Dage; at til Trods
For Høstens Regn og smaalige Intrade, kjære Ven
Tiltrods for alt Forkeert paa Sjællands gamle Ø dit Sind
Beholder sin Couleur og sin Parade, kjære Ven,
At Dine Børn, Din Kreds er frisk og fro, og at din Viv
Den Elskelige runder sin Facade, kjære Ven
Det gjør os Alle her, som leve Sympathiens Liv
Med Eder, Savnede, ret hjerteglade, kjære Ven
Hils Jacob, som i Soer, maa lægge Hovedet i Blød
Og række Ryggen frem til Carbonade!
Hils Faster, af hvis Daase, jeg mig ønsker tidt en Priis
Og et Spil Dam ved hendes Sengs Estrade!
Hils Tante Fie, for hvis Kammerdør, min Aand har tidt
Opført en ikke ændset Serenade!
Hils Din Emilie, hils Alle Smaa og Store, som
Imødestrække sig vor Embrassade!
Fordi jeg glemte din Geburtsdagsfest, og ikke kom,
Om ikke selv, saa dog, indsvøbt i Blade,
En Geist, et Gjenfærd af din gamle vante Gjæst, derfor
Skjøndt du har Grund, maa du mig ikke hade!
Jeg er endnu den samme ørkesløse Lyriker,
En maadelig og suur Asklepiade!
Jeg veed knap for din Næses lille Purpursvamp et Raad
En ufeilbarlig, lægende Pomade
Og en Recept, saavelsom en Copie af dine Vers,
Et Perlestøv af Musernes Cascade,
Har jeg den Ære, skrevet smaat paa Randen af mit Brev,
Til Afbenyttelse at følge lade —
Af Nyt, som ikke staaer i Kjøbenhavns og Lollands Post
Veed jeg fast ikke een Annunciade
At Grevedøttrene paa Christiansholm maa sidde hen
Er en forslidt og melankolsk Ballade
At Deres Broder Sigfred var her nogle Uger, det
Godt foredraget gav en Dragonade
Og et Tableau af Livet i vor Barnekammer, var
Godt tegnet, som af Dig, en sand Ostade
Men dette Ark Papiir, saavelsom din Taalmodighed
Har sine Grændser, og mit Blæks Najade
Maa derfor efter mange Sidespring og Kjelderrim
Betænke passende sin Retirade
Om Dine Søstre kan jeg intet melde, uden at
Din Søster Stine drikker Falsters Limonade
Og Grethe, i Flintinges hyggelige Præstehuus
Formodentlig af Kehlets Chocolade
Hvad Frøken Wederchinch angaaer, da gjør hun tidt
Fra sin Omgivelse en Escapade
Og gav, bekjendtgjort med dit Brevs Galanterier, mig
Til Dig sin Hilsens skjønne Ambassade
Nu kan du sagtens have hørt dig træt, i dette Skrig
Og Hvin af min poetiske Cicade
Jeg trækker, under Rim, mig lempelig tilbage som
Et Batterie med fortsat Cannonade,
Og slutter med den noget gammeldags og slidte, men
Dog derfor ægte følsomme Tirade,
At ikke kan Novembermaanes blege Lys og ei
Den gjennem Skyer tindrende Plejade,
See nogen Dig og Dine mere tro hengiven Ven,
End Undertegnede paa Jordens Flade,
og hermed mit Levvel og Hilsen fra os Alle! hør
Alt Hornet lyder i den stille Gade
Brevsækken om sin Hals, i Trav, paa Byens nye Bro
Alt drager blæsende vor Postnomade.