En Nordamerikaner, Hobson heed han,
Gik hjem en Aften gjennem Skovens Tykning
Af Rheumatisme vel en Smule leed han
Men var forresten stærk, en Kæmpebygning
Træt af sin Vandring sig paa Græsset smed han
I Steenahornens vidtudbredte Skygning
Lidt ærgerlig, fordi hans Haab var skuffet
Og Qvien, som han søgte, ikke truffet
Da blev han vaer en Hanbjørn, som forslagen
Nedklattrede af Træets anden Side
En stor, fast havde aldrig han seet Magen,
Mens Labberne af Bark og Blade slide
Med Snuden endnu sød af Honningkagen
Lod han sig langsomt ned af Stammen glide
Og Hobson har, til Dyrets Skald at splintre
Ei nogen Knippel, Riffel endnu mindre
Og til i Selskab fredelig at vandre
Den samme Vei et Stykke gjennem Skoven
Var de for fremmede dog for hverandre
Skjøndt Mester Brun lod til at være doven
Og mættet, vidste Hobson dog af andre
At Ensomhed og Styrke gjør forvoven
Greb derfor rask, før Bjørnen viste Tænder
Om begge Lapperne med sine Hænder
Der stod de beggeto, en sælsom Gruppe
Omslyngende den tykke Ahornstamme
Forgjæves søgte Bjørnen sig fra Stedet skuppe
Forgjæves gnistrer Øiet som en Flamme
Bagkloen sønderriver Mus og Stubbe —
I Hobsons Arme Senerne sig stramme
Han slipper ei, — han veed det gjelder Livet
Han holder fast — Jernkræfter er ham givet
Hans Haab staar til hans Nabo, Joseph Sleeper
Hvis Mark af denne Skovens Kant berøres
Men meer og mere falme Solens Striber
Skjøndt milevidt hans Raab om Hjelp maa høres
Echoet hvert Holla ironisk griber
Som af hans Strube tordnende fremføres
Og hundred Stemmer kappes med den ene,
Mens Natten sortner om de tykke Grene.
— — — — — — — — — — — — — — — —