Kjære Fritz! titusind Tak
For Brevet, som jeg fik, med dit Signet og Lak,
Og som forhippet jeg — du kan begribe — brak
Da jeg paany i Hjemmets Tøfler stak.
Jeg saae Dig sporet, Ven, og i en snoret Frak,
En smilende, guddommelig Tyksak,
At imponere Randers paa en springsk Vallak.
Jeg saae paa Baller Dig, blandt Dandsernes Flikflak,
I Vinter-Garnison, i Sommer-Bivouacc —
Jeg saae Dig, gamle Ven, men — naae Dig — ak!
Her bulner jeg, hvorhen mig Skjæbnen trak,
En Skive, bred, for Kjedsomheds Attaque,
Et Skumpelskud for slette Veies Hak,
Til Ørerne imellem lollandsk Rak.
Du veed vel, at jeg Sundhedskilden drak
I Bøhmen, under Bjergenes Zikzak;
At jeg i Saxen, i en Bjergmandsfrak,
Dybt under Jorden hørte Sølvbjergværkets Krak,
Og — over Jorden — den forfærdeligste Snak,
Preussisk af en Preusser og polsk af en Polak.
O Du misunder mig den Time, da man smak
Op for mig Dørene til Dresdens Kunstgemak —
Hvor mig Correggio, hvor Carlo dolce — ak —
Du kjender mig — halv op i Himlen trak.
Og i Berlin — der mig i Øiet stak
Meer end det gamle soldateske Pak
Et par Smaapiger efter min Geschmaek,
Men meest Museet med Antikkerne! — jeg siger Tak,
Det føler man — det kan ei sees — langt mindre Snak
Beskriver Følelsen, som ud af Sjælen sprak
Og ligesom i Hjernen knak.
Nu maa jeg more mig, her i en gammel Frak,
Med min Madamme, ved et Parti Schak,
Og mine Børns genialske Dikkedikkedak. —
Split mig engang nu ad mit Tungsind! Prak
Og prut ei altformeget med Papiir og Lak!
Send mig en Priis imellem, af din Aands Tobak
Jeg nyser gandskevist, og siger Tak.