Ved det klare Morgengry
Var ei Plet paa Himlen;
Pyntet ud af Port og By
Væltede sig Vrimlen;
Men med eet der kom en Sky
Kulsort op paa Himlen;
Under Egens Paraplui
Samler nu sig Stimlen.
Hør paa Træets grønne Blad
Hvordan Regnen suser!
Alle fik et dygtigt Bad
Paa de tynde Blouser.
Lad os ikke skilles ad —
Skjøndt — ved alle Muser! —
Denne Mand dig trykker flad
Og din Hat han knuser —
See! det bliver ei saa slemt
Som vi Alle tænkte;
Tordenbygen kun i Skjæmt
Med sit Vaadt os stænkte.
Alle Venner, munter stemt,
Sig i Græsset slængte,
Maanen, som var reen forglemt,
Paa en Sky sig hængte.
Giv mig, Engel, nu din Arm,
Alt for stærkt du stamper!
Hør i Teltet Sang og Larm!
See hvor Engen damper!
Ei forkjøl din hvide Barm
Hør hvor Mængden tramper!
Vi vil dandse os lidt varm
See de tændte Lamper
Nu bag Lundens tætte Krat
Er alt sunken Solen,
Duggen falder stærkt i Nat
Drivvaad er mig Kjolen.
Disse Pletter paa din Hat,
Disse Stænk paa Kjolen,
O de klæde dig, min Skat,
Som lidt Dug Violen.
Hele Stadsen som en Klud
Jeg har Grund til Klagen
Strømperne — Ei du min Gud,
Aldrig saae jeg Magen!
Silkelokken falder ud —
Hvad gjør det til Sagen?
Du har været faur og prud,
Søde, hele Dagen.
Immer falde Draaber smaat
Gjennem Bøgens Duske,
Og I Mørket Ikke godt
Kan man Veien huske!
Ak, hvad siger vel lidt Vaadt?
Søde, lad det ruske!
Bedre end et Herreslot
Er de tætte Buske.