Ved et Kildespring i den grønne Lund
Sad Hanne og jeg en Morgenstund.
Vi talte om Dit, vi talte om Dat,
En Sommerfugl sig paa min Skulder sat.
Og Solen brændte gjennem Løvet ned,
Saa at Hanne blev baade rød og heed.
Flux kyssed jeg hende paa Kind og Mund:
Min Glut, det er for at skygge kun!
Men længer inde i dybe Dal
Der fløited den lille Fru Nattergal,
Og Hanne saae saa yndig i Søe,
At Sivene vilde af Længsel døe. —
Da pusled det om i det høie Græs,
Og bag en dunkel, dunkel Cypress
En lille Dreng kom vankende frem.
Han hosted bestandigen: hem! hem! hem!
Og naar man lidt nøie paa ham saae,
Havde han to spraglede Vinger paa.
Drengen kjendte jeg da paa en Studs,
Han havde alt spilt mig saamangt et Puds.
Men Hanne kjendte ham endnu ikke,
Og saae paa ham med spørgende Blikke:
Hvem er du da, du søde Dreng?
Søger du Blomster dig her i Eng?
Da stod han ganske forundret stille,
Og med yndig Røst sagde den Lille:
Min smukke Pige, hør paa mit Ord!
Jeg er den bekjendte Gud Amor.
Her kan du see mine lette Vinger
Og Pilen, som megen Glæde bringer.
Han vilde tale længere end,
Men saa kom Hosten paa den lille Ven,
Og han blev i Hovedet ganske rød.
Ak, sagde han, det bliver vist min Død. —
Hanne hun blev ret sælsom tilmode;
Paa Elskovsguder hun før ei troede,
Nu kunde hun tage og føle derpaa,
Al Vantro maatte paa Døren gaae.
Hun bukked sig meget medlidende ned:
Ak, kjære Gud, hvor din Kind er heed!
Hun satte ham paa sit Skjød, og smiilte
Da han sig op imod Barmen hviilte.
Hvor fik du den slemme Hoste fra?
Hun spurgte kjælent; han svarte da,
Idet han hostede meget stærk:
Min Bedste, det er et skammeligt Værk!
Der var en deilig ung Prindsesse,
Hun gik i Lunden, hvor Faarene græsse,
Klædt som en landlig, naturlig Hyrdinde,
Man kunde ingen skjønnere finde
I hele Egnen deromkring.
Da kom mig i Hjertet en underlig Ting,
Som trak og trak, og ei Ro jeg fik,
Før i den dunkle Skov jeg gik,
Og sagde til hende: min sødeste Pige,
Jeg er en Tjener udi dit Rige.
Fra den Tid skiltes vi aldrig ad;
Jeg Stakkel gjorde Alt hvorom hun bad.
Saa maatte jeg følge til Hoffet med,
Og det er et grumme afskyligt Sted.
Snart maatte jeg der i Vinduet staae
Og vise min Piil og spænde min Bue,
Snart maatte jeg paa Comoedie gaae,
At alle Mennesker kunde mig skue,
Og snart i Dandsen fare omkring;
Det var en meget ubehagelig Ting!
I Maanskin paa en aaben Altan,
Der maatte jeg fryse; hun havde sin Plan.
En Kammerjunker stod bag en Qvist,
Og jeg maatte kalde og sige: pist! pist!
Saa blev jeg da ganske forkjølt jeg Arme;
Men længere skjulte jeg ei min Harme.
Jeg løb fra hende, den Troløse, bort
Hvor Skoven ret var dunkel og sort,
Jeg vilde mig sætte ved en Kildebred:
Saa fandt jeg da dette deilige Sted,
Og dig, min Pige, og dig, min Ven;
Saasnart gaaer jeg rigtig ei bort igjen.
Da kyssede Hanne af Hjertensgrund
Den lille Amor paa hans røde Mund;
Og listig rev han det fine Klæde,
Der hang over Barmen i himmelsk Glæde,
Med Haanden løs, og skjulte sig bag
Det tynde Forhæng med megen Behag.
Jeg kikked til ham med nysgjærrigt Blik,
Da sagde han ganske næsviis den Strik:
Jeg holder meget af smaa Eremitter,
Som engang imellem ud kun titter,
Som leve stille, ingetogen
Og ikke forstyrres formeget af Nogen.
Denne Plads er uden Spas, mine Venner,
Den smukkeste jeg paa Jorden kjender,
Og derfor har jeg den ogsaa saa kjær,
At jeg vil tage mit Ophold her.
Og spørger Nogen: hvem er det her boer?
Saa svar kun dristig: den lille Amor!
Hanne, som altid er saa god,
Hun kunde ei sige Guden imod,
Og jeg blev ganske henrykt derved;
Hvorfor, sagtens alle Mennesker veed.